Saksfjed-Hyllekrogs vilde natur
Natursyn 21. september 2012 kl. 11:18
på
P1
Hyllekrogtangen på indbyder til en god travetur i efteråret.
Hyllekrogtangen er fem kilometer lang og strækker sig ud i Østersøen. Det er et af Østdanmarks vildeste naturområder, fortæller Allan Gudio Nielsen, der er naturvejleder hos Fugleværnsfonden.
- Det skyldes den her materialetransport af sand, som strømmen trækker med sig i Østersøen. Og materialetransporten gør, at der hele tiden bygges på Hyllekrog, som bliver større og større hvert år.
Allan Gudio Nielsen bemærker år for år, hvordan Hyllekrogs vilde natur ændrer sig.
Fuglelivet
Saksfjed-Hyllekrog er også et af Østdanmarks vigtigste områder for trækkende rovfugle, rastende vadefugle, gæs og svaner. Og det er af hensyn til de ynglende fugle, at der er adgangsforbud på Hyllekrogtangen fra 1. marts til 15. juli.
Den dag Natursyn besøgte Hyllekrog, var det store trækdag for hundredevis af smukke hvepsevåger.
Rovfugletræk
Det bedste sted at opleve rovfugletrækket er fra toppen af klitterne og dæmningen ved Store Brunddrag. I september kan du blandt andre opleve fiskeørne og musvåger på træk. Og ikke mindst den elegante røde glente.
Den grønbrogede tudse er let at kende på sit smukke og altid individuelle camouflagemønster.
Også værd at kigge ned
Saksfjed-Hyllekrog gemmer også på mange andre fine naturoplevelser, når blikket rettes mod jorden. Du kan for eksempel være heldig at støde på den grønbrogede tudse, som Fugleværnsfonden har etableret særlig gode forhold for i form af vandhuller på Hyllekrog.
Tag med Natursyn og Allan Gudio Nielsen, når turen i denne uge går til Saksfjed-Hyllekrog og områdets mange naturoplevelser.