Hvad for en fisk?
Natursyn 08. februar 2013 kl. 11:18
på
P1
En spade er som bekendt en spade. Men sådan er det ikke nødvendigvis med fisk.
Den fisk du har i tankerne at købe ind til middagsbordet kan nemlig sagtens vise sig at være af en anden art, end den du køber den som - eller den kan stamme fra et andet havområde. Og det mener professor Einar Eg Nielsen fra DTU Aqua i Silkeborg er et kæmpemæssigt problem.
Professor Einar Eg Nielsen og laborant Dorte Meldrup på arbejde i laboratoriet på DTU Aqua i Silkeborg
20 procent af alle fisk landes ulovligt
- Man regner med på verdensplan, at cirka 20 procent af alle fisk, der bliver landet, bliver landet ulovligt, forklarer Einar Eg Nielsen.
Problemet er ifølge professoren dog størst med fisk fra udlandet. Men det har stadig betydning for det danske marked og for os som forbrugere, siger han.
- Det udgør et potentielt problem for os i og med, at de ulovligt landede fisk kan komme indover vores landegrænser gennem import.
Og det er næsten umuligt at gennemskue.
- For det første så skal vi være sikre på, at den art, som står på importcertifikatet, faktisk også er den art, som man påstår. Og det kan man ikke altid regne med. Dernæst er det meget vigtig at vide, om de er fisket i et lovligt fiskeri eller i et ulovligt fiskeri. Fisk kender jo ikke til landegrænser.
Nye DNA-metoder skal bekæmpe problemet
Einar Eg Nielsen har været med til at udvikle nye DNA-metoder, der med stor sikkerhed kan afsløre fra hvilket havområde en fisk stammer fra. Derfor kan de ifølge professoren blive vigtige i bekæmpelsen af problemet.
- Med de traditionelle sporbarhedsværktøjer man bruger, er der ingen mulighed for at kontrollere, hvilken bestand en fisk kommer fra. Og om den er fisket på lovlig - eller ulovlig vis, forklarer han.
Hør hele historien i Natursyn på P1
Natursyn besøger Einar Eg Nielsen i laboratoriet på DTU Aqua i Silkeborg for at høre mere om udfordringerne med globalt overfiskeri, hvad der gør de nye DNA-metoder så særlige og hvordan han forventer, de bliver vigtige i bekæmpelsen af problemet.