Mobning giver en følelse af sikkerhed
Netværket 16. januar 2010 kl. 12:15
på
P1
- Mobning er et meget menneskeligt fænomen, fordi det ofte går ud over dem, som er afvigere. Hvis vi er en lille gruppe, så peger vi dem ud, som er lidt afvigende, fordi det er vigtigt, at man kan stole på hinanden i gruppen. Afvigere gør os usikre, siger Dennis Nørmark til Netværket på P1.
Dennis Nørmark er antropolog og ekstern lektor ved antropologi og etnografi, Aarhus Universitet, og nyt medlem af Netværkets panel.
Han mener, at mobning finder sted, fordi en gruppe bliver usikker, når nogle opfører sig anderledes, og det handler om gruppens sammenhold. Vi mobber for at føle os sikre.
Det kræver en vis alder at kunen mobbe
- Børn i børnehavealderen mobber ikke, de kan godt drille og uforvarende komme til at gøre andre ondt, men det er aldrig bevidst. Det kræver en vis hjernemodning. Den sker først i indskolingen, siger Ann-Elisabeth Knudsen, lektor i dansk og psykologi.
Dermed er svaret også givet for, hvornår man skal begynde at lære børn, at mobningen ikke er i orden. Regeringen vedtog i august 2009, at alle skoler skal have en strategi mod mobning.
Det er der god brug for, da hver femte skoleelev oplever mobning. Og det er ikke kun i skolen, at mobning finder sted.
Voksne mobber også
- Der er en kamp om at få den rigtige plads i hierarkiet. Jeg ser mobning alle de steder, hvor jeg kommer. Den værste mobning i skolen oplevede jeg fra min lærer, siger Lars Kolind, tidligere direktør for Oticon. Netop de voksne kan med deres eksempel skabe forandringen.
- Børn lærer af eksemplets magt. I betragtning af at voksne har en angst for at sige noget højt, ligeså snart at det bliver en smule angstfyld eller konfliktfyldt. Hvordan skal de tavse vidner til mobning vide, at det er noget, man skal tage hul på, siger Ann-Elisabeth Knudsen.
Mobbeofre og mobber i Netværket
Lyt til Netværket på P1, og hør hvordan de andre nordiske lande har tacklet problemerne med mobning. Hvis du vil læse mere om mobning generelt, så har børnerådet en række undersøgelser og råd.
Bemærkning: I programmet omtales en sag om mobning på Skovshoved skole, hvor fire drenge pillede tøjet af en pige og filmede hende. De fire drenge er nu bortvist, men dette var først kendt efter programmet blev optaget. Du kan læse mere om sagen her