Må vi be' om kammertonen?
G: Netværket 31. juli 2010 kl. 12:15
på
P1
Debatten i det offentlige rum er præget af at der ikke er mange dirigenter, der våger over den gode tone.
Internettet og de mange chatfora, kommentar og debatmuligheder, man får stillet til rådighed online, gør, at en rå tone er vokset frem og folk skyder deres modstandere alt muligt i skoene i stedet for at sætte sig ind i hvad de egentlig mener - og hvorfor.
Det virker som om tendensen breder sig fra nettet til andre - mere officielle - steder i samfundsdebatten. Det er essensen af en henvendelse Netværket fik fra en lytter, Torsten Westh, som dermed satte et vigtigt emne på panelets dagsorden.
Det er ikke sikkert, at det er rigtigt at forråelsen breder sig fra nettets underskov og opad, til den mere etablerede debatscene. Men de fleste har sikkert lagt mærke til at tonen til tider er rå - og at den barske tone er blevet mere almindelig end tidligere. - Spørgsmålet er, hvad de nye debatsteder betyder for den demokratiske debat - eller for den måde vi taler sammen på i den danske offentlighed.
Gå efter bolden
- Jeg har ikke noget imod skarphed, og jeg har ikke noget imod spidsformuleringer og alle de der sager, men det må bare gerne være en lille smule mere grundigt og det må gerne komme en lille smule mere i dybden ned det, siger Dennis Nørmark, og efterlyser at folk går efter bolden, i stedet for manden.
- På den måde kan man godt i det perspektiv være en lille smule bange for forråelsen af, at det hele bliver holdnings- og følelsespræget, - at vi mister et eller andet omkring visdom, for at bruge et gammeldags ord undervejs i den her debat, siger Ann Elisabeth Knudsen.
Hun mener at megen debat har karakter af, at deltagerne afleverer statements, de ikke villa sige ansigt til ansigt.
- Det er jo sådan at fordomme reelt er mangel på viden. Og så findes der forskellige måder at udtrykke sin mangel på viden på, siger Lars Møller, der mener at e del af forklaringen på at debatkulturen er nedadgående, er, at politikerne reducerer deres debat til en dyst på oneliners.