Den frygtede ensomhed
Netværket 14. maj 2011 kl. 12:15
på
P1
Hvert år forlader 5000 danskere livet - i total ensomhed. Og det tal er stigende.
Ensomhed er nemlig langt mere udbredt i vores fællesskaber, end vi bryder os om at tænke på.
Det skønnes, at en halv million danskere - børn, unge som gamle - falder ind under betegnelsen ensom - og tallet kan sagtens være langt større. Det er nemlig ikke særlig hipt at indrømme, hvis ens nærmeste relationer synes at være gråspurvene på fuglebrættet.
Hvorfor er så mange ensomme, når det aldrig har været lettere at være i kontakt med hinanden - hele tiden - og uanset hvor i verden man befinder sig?
Er det samfundets skyld - eller har vores holdning til, hvad vi skal være for hinanden forandret sig? Og hvad skal der til for at få bugt med ensomheden?
Historisk er ensomhed blevet betragtet som noget positivt - filosoffen Rene Descartes sad for eksempel i fredfyldt ensomhed og skrev - jeg tænker, altså er jeg. Så tidligere blev ensomhed anset som velegnet til hengivelse til Gud, intellektuelle overvejelser og selvransagelse.
I dag er det modsat - her forbindes ensomhed tit med noget negativt - og stadig flere mennesker bryder sig ikke om at være alene i længere tid ad gangen
Ensomhed er netværkssamfundets bagside
På den ene side skal vi skal passe på ikke at sygeliggøre det at være alene. Det er et grundvilkår, som hører med til livet, siger Iben Krogsdal. Når det så er sagt mener hun, at den stigende ensomhed, der rapporteres om, er noget af det, der vokser ud af vores såkaldte netværkssamfund".
-Netværkssamfundet kan godt lyde så fint og positivt, men det er jo et benhårdt samfund. Det at være en del af et netværk, at skulle netværke og hele tiden skaffe sig relationer, det handler jo om at man hele tiden forbinder sig med mennesker, der kan bringe en et andet sted hen. Her skal vi hele tiden kæmpe for at markere os og vise, at vi har noget at byde på. Og der tror jeg at vi alle sammen står på en kant, i risiko for at glide ud. Altså, vi kan alle meget let blive valgt fra - og ryge i farezonen for at blive ensomme. Det er skræmmende, siger Iben Krogsdal.
Mere pligt - tak!
Kresten Schultz Jørgensen hæfter sig ved, at vi lever i et samfund hvor vi har afskaffet de forpligtende fællesskaber.
-Det man skal, gider vi ikke. Vi har afskaffet "skal". Og det er med til at promovere en latent ensomhed helt vildt. Derfor vil det faktisk være i orden med lidt mere pligt i mange sammenhænge, siger han og fortsætter:
- For eksempel mener jeg, at den stærke i en relation har en moralsk forpligtelse til at gå hen og tage den, der er ensom i hånden. Det menneske, der sidder i hjørnet og har vendt ryggen til, må vi ikke gå forbi. Men det blevet legitimt i vores fællesskaber at gå forbi folk der har det svært, og det er ikke i orden synes jeg, siger Kresten Schultz Jørgensen.
Vi skal turde være irriterende
At være ensom er også ensbetydende med, at man ikke støjer, og derved bliver let at overse, mener Nikolaj Henningsen. Han er enig i, at vi bør tage et større ansvar overfor hinanden.
Men han påpeger samtidig, at der kan være situationer og tilfælde, hvor ensomheden er selvvalgt. Eller hvor en person lever sit liv på en måde, der støder andre mennesker fra sig.
-Her skal vi turde at være besværlige og pisse-irriterende, hvis vi gerne vil tage ansvar overfor den, der måske er ensom. Vi skal være opsøgende, så den der sidder med ryggen til kan få lejlighed til at sige - "tak for din kærlighed, gider du godt at skride", siger Nikolaj Henningsen.