Fri os fra larmende unger og anden støj!

• Hør udsendelsen   (43:56)

Børn hyler i supermarkedet, larmer ved hotellets swimmingpool. De kan ikke sidde stille på restauranten, og i togkupeen taler de i et toneleje, som skulle de overdøve Ozzy Osborne på Skanderborg Festivalen.

Efterspørgslen på børnefri zoner er steget støt gennem de seneste år. Hoteller, restauranter og rejseselskaber tilbyder i stigende omfang muligheden for at undgå ungerne, og for nylig tog et flyselskab konsekvensen og forbyder nu spædbørn på 1.klasse

På Facebook er der flere grupper, som for eksempel "Børnefrit miljø", der mener at børn skal væk fra restauranter - ud af supermarkeder og lignende steder, hvor vi andre er nødt til at færdes.

Er vi i gang med at diskriminere børnefamilier - eller er vores unger bare blevet så uopdragne, at de er totalt umulige at have med i det offentlige rum?

Handler det måske også om, at tålmodigheden med hinanden i det offentlige rum generelt kan ligge på et lille sted - og at støj - uanset hvem den kommer fra - er et større problem nu i forhold til tidligere i vores fællesskaber?

Diskrimination
Svend Brinkmann mener, at der er tale om en form for diskrimination af børnene, når vi ser en stigning i antallet af børnefri zoner.
-Alt skal efterhånden være så rent og pænt og stille og strømlinet. Så laver vi børnefri zoner! Hvad med de gamle? Alle ved jo at gamle mennesker smasker, når de spiser og er uæstetiske at se på, siger Svend Brinkmann ironisk.

- Det er jo selvfølgelig en vittighed at sige sådan om ældre mennesker og en fuldstændig groteskt form for diskrimination, hvis vi skulle finde på at lave ældrefri zoner. Men vi gør det med børn, og det synes jeg egentlig er ret problematisk og en kedelig tendens. Vi er jo i forvejen et samfund, som bliver mere og mere opdelt, og det er en skridt i den forkerte retning at lave endnu flere opdelinger, mener Svend Brinkmann.

Fred kan også være træls
Det er ikke bare børnestøj, som kan få os op i det røde felt. Den nye forening "Vi Elsker Stilhed" arbejder blandt andet på at få indført støjfrie søndage og lyddæmpede kirkeklokker. Det går Iben Krogsdal slet ikke ind for, men peger på at støj måske også er blevet et symbol på en slags stress.

-Flere og flere trækker sig tilbage for at få fred. Ikke ro - men fred. Fred fra den evige effektivitetsjagt. Man trækker sig ind i sit indre univers, tager på retræte og så videre, siger Iben Krogsdal og fortsætter;
-Jeg kender det godt fra mig selv, men man skal passe på, for fred kan også være noget træls noget. Træls hvis man ikke orker verden, med al dens larm og støj, som jo ER tilværelsen og som livet også handler om.

Livet larmer
Karen Ellen Spannow forstår ikke tendensen med at lave særlige zoner, hvor børn ikke er velkomne eller foreninger som arbejder for at dæmpe kirkeklokker.

-Jeg bor på en vej, som var lige ved at blive sådan et guldbryllups-kvarter. Men nu er den gud ske lov fyldt med unger. Det at sidde i sin have og høre glade unger, det er da så opløftende. Og skriger de, så er det ikke engang mit problem, siger Karen Ellen Spannow.

-Vi er blevet "velvære maniske". Når folk lægger sådan en vægt på ro og stilhed, så går de altså også glip af en helvedes masse. I stedet for at designe livet og oplevelserne, så tag dog livet som det kommer. Larm er liv - og livet larmer, slår Karen Ellen Spannow fast.