Trist, Travl og Forkælet - ungdommen nu til dags.
Netværket 17. december 2011 kl. 12:15
på
P1
Hver femte pige og hver tiende dreng i 9. klasse har forsøgt selvmord eller har skåret i sig selv.
Det viste en spørgeskemaundersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed i august sidste år. Og for nylig kom det frem, at gymnasieelever går til psykolog som aldrig før. Behovet for psykologhjælp er eksploderet de seneste 5 år.
Hvad sker der for vores børn og unge?
Nogen forklarer tendenserne med, at de unge i stigende omfang knækker nakken i den performance- og præstationskultur, som vores fællesskaber er præget af.
Men hvordan passer den fortælling med beretningerne om, at dét, de unge præsterer i skolerne og på universiteterne, er middelmådigt.
"Slapheden breder sig - gymnasieeleverne lokkes med gratis morgenbord for at møde til tiden - De studerende på universiteterne er mere og mere overfladiske og umotiverede, vi scorer lavt i PISA undersøgelser - og mens dvaskheden breder sig, rykker unge i andre lande og truer med at overhale os i økonomisk vækst og produktivitet", som det er blevet nævnt i flere avisartikler på det seneste.
Hvad er ret og hvad er vrang? Kan vores unger både være præget af en præstationskultur på en side og en slaphedskultur på en anden?
Hvad er det vi som samfund gør forkert, hvis det er sandt, at vi både bliver mere og mere præstationsorienterede og stressede - OG dårlige og dårligere til at præstere?
Diffuse krav
Kresten Schultz Jørgensen mener ikke, at det er dét, at man gør sig umage med sit liv og gerne vil præstere godt, der giver stress. Det er i højere grad de diffuse krav om at skulle præstere på rigtig mange fronter, der måske er med til at mange børn og unge har ondt i livet.
-Der er jo i virkeligheden indført frit valg på alle hylder, siger Kresten Schultz Jørgensen og fortsætter;
-Hvis børn får coaches, forældre holder op med at være forældre, børn har virtuelle identiteter i alle de sociale medier og skolen bliver omdannet til et tag-selv-bord af moduler og skemaløse timer, så er det da klart at vores børn og unge føler, at de skal realiserer sig selv i diffuse retninger, siger han.
Den positive slaphedskultur
Når det gælder de middelmådige præstationer i vores skoler og på vores universiteter, mener Svend Brinkmann det skyldes, at vi har fået "masse-universiteter".
-Vi har stadig super-dygtige unge, men fordi der blandt andet er kommet krav om at 95 procent af en årgang skal have en ungdomsuddannelse, er der elever i både gymnasier og på universiteter, som ikke kan leve op til de krav, der stilles, mener Svend Brinkmann.
-Men hvis man skal se lidt positivt på det som nogen kalder den danske slaphedskultur, så er det jo alt det, der handler om at have god tid, tryghed og tillid til at træffe gode beslutninger. Alt hvad vi ved om kreativitet og innovation fortæller os, at den slags ikke kan presses frem. Det kræver tid, tillid og tryghed - ja man kunne sige slaphed, siger han og fortsætter;
-Men vi er jo ved at afmontere "slapheden" fordi vi ikke længere har lov til at være slappe. Vi skal have de unge hurtigst muligt igennem skolesystemerne. Det ideelle ville være en kombination af noget meget struktureret og så nogle frirum, hvor det var tilladt at lave det man ville, mener Svend Brinkmann.
Hold fast i det vi er gode til
Skolen er ikke kun til for erhvervslivet. Skolen er til for livet, for samfundet OG for erhvervslivet, og det behøver ikke at være hinandens modsætninger, siger Pernille Blach Hansen.
Hun understreger, at det ER vigtigt for vores konkurrenceevne, at vi får nogle dygtige studerende ud på arbejdsmarkedet, men hun mener samtidig, at der er behov for at vi ser på hvad det er vi i forvejen er gode til i Danmark.
-Hvis det eneste vi er fokuserede på er at få folk hurtigst muligt igennem systemerne, så får vi måske nogle studerende, der ikke er gode til at tænke selvstændigt, og erhvervslivet har jo netop brug for folk, der kan tænke selvstændigt og innovativt. Muligvis kræver det lidt mere tid og fordrer lidt mere "rundkredspædagogik" end man gør andre steder, men så må det være sådan, mener Pernille Blach Hansen.