Jeg måler - altså er jeg!

• Hør udsendelsen   (44:09)

Jeg vågnede i morges kl. 6.20 efter at være gået i seng kl. 22.30. Jeg sov kun semi-godt, for jeg vågnede to gange i løbet af natten. Til gengæld var min puls normal og mit humør var 4 - på en skala på 5. Desværre er min træningsindsats det sidste døgns tid et stort rundt 0, og jeg har indtaget 400 milligram coffein, mere end jeg ville. Men min produktivitet på jobbet er i top.

'Self tracking', som det her kaldes, er en stigende tendens i vores fællesskaber.  Stadig flere af os måler alt fra puls, humør og søvnmønster til hvor mange skridt vi går med vores mobiltelefoner eller andre små tekniske dimser.
Men hvorfor egentlig? Går vejen til et bedre liv måske gennem flere data og mere information - om vores kroppe, vores mad og vores aktiviteter.
Eller er det måle-manien fra andre dele af vores fællesskaber, der slår igennem på individplan - er det sundhedshysteriet eller narcissimen, der har taget over?

Nogen mener, at hovedopgaven i det kommende århundrede bliver at redefinere, hvad det betyder at være menneske. Når vi får bedre og bedre computere, der for eksempel er bedre til at spille skak og køre bil, end vi er - hvad er menneskets rolle så?
Måske er self-tracking er et skridt på vejen til at blive klogere på hvad vi vil og hvad vi duer til, som mennesker?

Vi er mennesker - ikke maskiner
Chadi Abdul-Karim har det dobbelt med selftracking. På den ene side føler han sig tiltrukket af at kunne få et overblik over sit søvnmønster, for dermed at få viden om hvornår det var bedst for ham at gå i seng og stå op. På den anden side taler det ham imod at lade sig styre af tal.

-Jeg er nok lidt mere hippieagtig anlagt, end at ville måle og dømme mig selv på tal hele tiden. Vi er levende mennesker og ikke maskiner. Jeg vil bare gerne være glad, og det er ikke vigtigt for mig at vide, om jeg var mere glad i forgårs, end jeg er i dag. I princippet er det mere vigtig for mig at leve i nuet, og det kan selftracking ikke hjælpe mig med, mener Chadi Abdul-Karim.

Store muligheder - men også faldgruber
Iben Krogsdal er ikke "selvmåler", men det er hendes mand og hun kan godt se de sundhedsmæssige potentialer.
-Jeg kan godt se nogle fantastiske muligheder i det her. I det øjeblik, at man ikke bare går ned til sin læge en gang om året og fortæller om hvordan man har det, men man har monitoreret sit liv i et helt år, så har man en guldgrube af information, man kan give sin læge. Det kan helt sikkert gøre noget godt for vores sundhed, siger Iben Krogsdal og fortsætter;

-Omvendt har tendensen også nogle risikofaktorer i sig. I bekymrede menneskers hænder kan de her apparater være voldsomt stressudløsende og fremkalde angst for sygdomstilstande, mere end det kan forebygge. Altså, at det giver mindre livskvalitet, end mere livskvalitet, mener Iben Krogsdal.
Evig jagt på hvad det vil sige at være menneske

Self-tracking er nærmest en hel bevægelse i USA og i San Francisco-området mødes en gruppe på cirka 500 mennesker, der en gang om måneden for at diskutere og sammenligne deres data. "The Quantified Self" som de kalder sig mener, at der er et behov for at redefinere os som mennesker og at self-tracking kan være et skridt på vejen til at blive klogere på hvad vi vil og hvad vi duer til.
Til det siger Lars Møller;

-Self-tracking handler for mig at se meget om alt det fysiske, men vi mennesker er meget mere end en sund krop. Det mentale er mindst lige så vigtigt i forhold til det at være menneske. Det kan godt være, at The Quantified Self bevægelsen i deres data kan finde nye svar på hvad, det vil sige at være menneske, men det vil stadig kun være en lille sten i det store dige, som udgør det spørgsmål vi altid har tumlet med - nemlig hvad er et menneske? Svaret på det har vi jagtet i tusind år, og jeg tror ikke at vi finder det endegyldige svar på det over de næste tusind år, siger Lars Møller.