Generation spejl-blank

• Hør udsendelsen   (44:04)

Hvorfor ser vi kun de dumme og historieløse unge i TV?

Portrætteringen af landets ungdom, som spejlblanke krukker er ved at gribe så meget om sig, at det ikke er sjovt længere, skrev lederen af Niels Brock Handelsskole i København i et debatindlæg i Politiken tidligere i år.

Vi har som samfund brug for, at mennesker gør sig umage og uddanner sig. Men nu er det blevet sådan, at den, der tror, at den Mexicanske Golf er en golfbane - og at Hans Kirk skrev en roman om "Dagplejerne", kan komme i tv og leve af det.

Men er det ikke bare fjernsyn og underholdning - eller siger den slags tv noget væsentligt om vores unge, vores tid og fællesskaber i øvrigt?

Er vores unge virkelig uden idealer og visioner? "Generation Dum i Bærret", som de blevet kaldt af nogen af dem, der selv var unge i 60erne?

Eller kan tidens unge bare ikke trænge igennem i et landskab, hvor vi tilsyneladende hygger os bedst med det grænseoverskridende, amatørismen, taberdyrkelsen - og fordommene?

Hvad er det egentlig for en ungdom vi har nu til dags?

Paradise og Asylret går fint i spænd
Farhiya Khalid har set rigtig meget Paradise Hotel og Divaer i Junglen, og for hende er det ren underholdning.

-Jeg er selv aktiv i organisationen "Asyl-ret", jeg kender en del unge, der er aktive i ungdomspolitisk arbejde og som kæmper for bedre arbejdsvilkår for unge, og der er mange i min omgangskreds, der synes at Occupy-bevægelsen er vigtig. Men vi kan altså også godt samtidig lade os underholde af Amalie og Gustav fra Divaer i Junglen, siger Farhiya Khalid.

Hun er dog samtidig bevidst om, at der er en forskel på, at hun som 28-årig ser programmerne og forholder sig til dem som ung/voksen, og så på den 13-årige, der spejler sig i Amalie, tøjet og silliconebrysterne.

-Det, der er farligt ved den her type fjernsyn, er hvis man lader sig selv eller sine børn opdrage af de her programmer. Eller hvis man tror, at de giver et dækkende billede af landets ungdom, siger Farhiya Khalid.

Kendt eller anerkendt
Anne-Marie Dahl mener, at TV's programmer altid siger noget om den tid vi lever i. Hun funderer over, om vi som samfund har skabt en generation af unge, der drømmer om at blive kendte - uanset for hvad - eller om der trods alt også er nogen der ønsker at være anerkendte.

-Det kan man godt nogen gange blive i tvivl om, når man ser de her programmer, siger Anne-Marie Dahl.

Hun mener udviklingen blandt andet er sat i gang for omkring 10 år siden, med noget som hun kalder demokratiseringen af vores medier, - Lige pludselig behøvede du ikke at have gjort dig særlig umage, du behøvede ikke at være særlig dygtig til noget, men du kunne gå ind på en scene og synge en sang, og så kunne du måske blive den næste stjerne.

Det var på den ene side meget fedt, men jeg tror ikke, at vi forældre var opmærksomme på, hvor meget det påvirkede vores børn. Vi har glemt, at lære vores børn at reflektere over, hvad der er de realistiske muligheder, fordi vi har curlet og klappet dem og anvendt anerkendende pædagogik i al for stor stil, siger Anne-Marie Dahl.

Politisk aktive som aldrig før
I forhold til om unge i dag er uengagerede og dumme i bærret er Johannes Andersen ikke så bekymret. Han siger, at den generation af unge vi har nu, er mere politisk aktive end 68erne var. De er det bare på en anden måde.

De er mere netværks-orienterede og engagerer sig i mange forskellige sager, blandt andet fordi det er blevet lettere at tilkendegive forskellige holdninger på nettet.

-Det, der så er problemet ved den form for politisk aktivisme, er jo, at man ikke får diskuteret argumenterne. Det bliver et følelsesmæssigt engagement - "det synes jeg godt om", fortæller Johannes Andersen.

- Men jeg vil gerne slå et stort slag for, at vi husker at diskutere med vores unge mennesker og udfordrer dem på deres holdninger. Også når det handler om de TV-udsendelser, som vi taler om. Se programmerne sammen med de unge, og diskutér de roller, der bliver udstillet i dem, lyder opfodringen fra Johannes Andersen.