Sure konjunkturer
P1 Business 10. december 2009 kl. 13:03
på
P1
Spådomme og forudsigelser om Danmarks økonomiske tilstand flyver om ørerne på os. Nordea, LO og senest Nationalbanken varsler beskedne økonomiske tider med stigende arbejdsløshed.
Mens den økonomiske tilstand i den øvrige verden er ved at lysne med stigende forbrugertillid og efterspørgsel, ja så er Danmark tilsyneladende låst i nedtur.
Nu sætter økonomerne deres lid til forbrugerne.
Den 1. januar går startskuddet til ny skattelettelser, men vil det redde dansk økonomi ud af dødvandet?
Boligmarkedet skyld i krisen
- Det er det overophedede boligmarked, som har ansvaret for at dansk økonomi, er kørt så langt ud, mener LO's cheføkonom Jan Kæraa Rasmussen.
Når man sammenligner med Sverige og Norge, så er det nemlig ikke gået så galt.
- Det er skattestoppets skyld, at boligpriserne er steget så voldsomt - og det har pustet til ilden, at regeringen i 2007 gav skattelettelser i en højkonjunktur.
Det har ført til store friværdier og forbrugsfest, og det hævner sig nu, mener Jan Kæraa Rasmussen. Nu skal der rebalanceres.
Professor Jan Rose Skaksen bekræfter analysen:
- Det har helt sikkert haft en betydning, Hvis vi havde haft det gamle system uden skattestop, ville nedturen ikke have været så slem.
Han peger på, at forbrugerne har en væsentlig rolle for at få økonomien i gang igen:
- Når folk ser deres første lønseddel i 2010, så skal der nok komme gang i forbruget igen.
Skeptiske forbrugere
Men det er der ikke nogen garanti for.
Tværtimod viser en helt frisk analyse fra analysehuset Catinét - IFKA, at forbrugerne er særdeles skeptiske over for situationen:
- Forbrugerne syr deres penge ind i madrassen. De er nervøse for fremtiden og kender alle sammen nogen, der har mistet deres arbejde, forklarer vicedirektør Thomas Søby.
Catinéts rapport tyder på, at forbruget de kommende tre-seks måneder kommer til at udvikle sig yderst behersket.
Og det er en naturlig udvikling, vurderer Klaus Rasmussen, cheføkonom i Dansk Industri.
Han forklarer, at forbrugerne tidligere brugte mere end 7 procent mere, end de tjente.
Nu er billedet vendt, og de bruger man 5 procent mindre, end de tjener. Når der så kommer ekstra penge ved skattelettelserne, ja så vil der komme gang i forbruget igen.
- Men vi kommer ikke tilbage til, at vi bruger mere end 100 procent af vores indkomster - der er vi blevet klogere," mener Klaus Rasmussen.
Det offentlige skal bygge
Man kan altså ikke vente, at forbrugerne kan redde økonomien.
Derfor bør regeringen fremskynde investeringer, så byggeriet kommer i gang igen, mener Jan Kæraa Rasmussen, LO.
Men det kan der ikke blive tale om, siger Klaus Rasmussen:
- Altså medmindre at lønmodtagerne vil acceptere, at der fremadrettet bliver pillet ved efterlønnen. For ganske vist er arbejdsløsheden nu på 4,2 procent. og stiger. Men fremadrettet bliver det mangel på arbejdskraft, der bliver problemet, hvis vi vil sikre vores velfærd.
2. sektion
Markedsføringsguruen den amerikanske professor Philiph Kotler holdt masterclass i København.
- Han kan trække røde tråd i, hvad der sker i mange firmaer, siger Tom Knudsen, direktør i Maersk Line.
- I marketing får du ikke en større guru en Kottler - hans bog kaldes Kotlers Bibel, supplerer administrerende direktør, Christian Dehn.