Skal vi køre sammen i døden?
04. februar 2010 kl. 12:20
på
P1
Omkring 80% af danskerne vælger at blive brændt, når de dør. Selve brændingen - kremeringen - sker på et af de i alt 31 krematorier, vi har rundt om i landet. Men nu er der måske en rationalisering af krematoriedriften på vej.
Forleden fremsatte kirkeminister Birthe Rønn Hornbech et lovforslag, som vil skabe det juridiske grundlag for at etablere store centrale krematorier. Bliver det vedtaget af Folketinget, har Roskilde og Lollands-Falsters stifter en plan for at bygge et stort fælleskrematorium med hele 5 ovne i Ringsted. Her skal al kremering ske af afdøde fra Region Sjælland.
Centraliseringen af ligbrændingen giver en række fordele økonomisk og miljømæssigt, men det betyder også for mange afdøde længere transport til krematoriet.
Dermed bliver spørgsmålet om den sidste rejse skal ske alene eller sammen med andre aktuelt.
Er det etisk i orden at stakke de afdøde i rustvogne med op til 4 kister eller måske endnu flere, så der kommer fornuftig økonomi i den sidste tur? Eller er det mangel på respekt for både afdøde og pårørende?