Synger monogame forhold på sidste vers?
P1 Debat 28. november 2011 kl. 12:20
på
P1
Polyamorøs - har du nogensinde hørt det udtryk?
Ellers kan du komme til det i dagens P1 Debat.
For i en tid, hvor hver anden dansker oplever utroskab i sit parforhold, taler flere og flere for, at vi skal droppe vores forestillinger om evig kærlighed med den eneste ene, og i stedet kaste os ud i polyamorøse forhold, det at man kan dele sin kærlighed med flere på samme tid.
Senest har sexologen Sara Skaarup udgivet bogen "Kærlighedskontrakten", hvor hun slår et slag for polyamorøse parforhold.
Ifølge hende går der ikke skår af kærligheden, fordi man knytter seksuelle og følelsesmæssige bånd til andre end sin primære partner. Tværtimod er det at sætte hinanden fri til at "være hvem man er" den største kærlighedserklæring, man kan give et andet menneske, mener hun.
Hendes bog har skabt debat, og en af dem som har reageret er teologen og forfatteren Iben Thranholm. Hun mener, at Sara Skaarups bog er et sørgeligt symptom på den selvforelskede retning, vores samfund i stigende grad tager.
De to kvinder mødes i P1 Debat for at diskutere, hvad kærligheden er for en størrelse, og om den trives bedst i tosomheden. Eller om tiden er inde til at gøre med vores forestilling om den monogame kærlighed.