Bandekrig er ikke slut
P1 Dokumentar 25. februar 2010 kl. 14:03
på
P1
Den ca 1½ år gamle bandekrig har de seneste uger taget en ny drejning. Gruppen omkring Blågårds Plads og gruppen omkring Mjølnerparken dannede tidligere fælles front mod Hells Angels. Men nu er de kommet på kollisionskurs.
Det er tilsyneladende et mislykket forsøg fra Mjølnerpark-gruppen på at lave en fredsaftale med HA uden om Blågårds Plads-gruppen, der har været startskuddet til denne nye udvikling.
P1 Dokumentar kan i dag fortælle, at de nye tendenser er ved at brede sig til fængslerne, hvor Kriminalforsorgen nu må tage nye forholdsregler.
Eksperter vi taler med vurderer, at fred er muligt, men vejen kan være lang.
P1 Dokumentars reporter har det sidste års tid løbende haft kontakt med nogle af de centrale aktører samt en række personer i og omkring bandemiljøerne. Målet har været at blive klogere på sammenhænge i og baggrund for konflikten.
Vores kilder er i dag i udpræget grad anonyme. Kun meget få mennesker i bandemiljøerne er rede til at stå frem med deres oplysninger. Men alt, hvad vi fortæller, har vi fra mindst to af hinanden uafhængige kilder. Med det mener vi, at det er kilder der ikke er på samme side i konflikten.
Hele udsendelsen er i dag viet til en konflikt, der truer med at blive værre inden den bliver bedre.
Bandekonflikt breder sig ind i fængslerne
De seneste par uger har Kriminalforsorgen oplevet mindst fire voldelige overfald i de danske fængsler mellem tidligere allierede i bandekonflikten. Det fortæller sikkerhedschef Michael Gjørup til P1 Dokumentar.
Kriminalforsorgen er derfor begyndt at flytte de stridende grupper væk fra hinanden. Netop for at undgå overfald i fængslerne har bandemedlemmer fra de forskellige grupper på Nørrebro indtil nu siddet sammen - adskilt fra rockerne.
Fjendskab mellem tidligere allierede
Det er fængslede medlemmer af banderne fra Blågårds Plads og Mjølnerparken på Nørrebro i København, der ifølge DR’s oplysninger har overfaldet hinanden.
Fjendskabet imellem de tidligere allierede i bandekonflikten, brød ud i lys lue torsdag 11. februar. Her blev to personer fra Mjølnerparken ramt af skud i Heimdalsgade på Nørrebro.
De to personer, som politiet kort efter anholdte og fik varetægtsfængslet for drabsforsøg, var fra Blågårds Plads.
Sprængfarlig stemning
Både i dagene op til skyderiet og i tiden efter har der været en række overfald imellem medlemmer af Blågårds Plads-gruppen og folk fra Mjølnerparken rundt om de i danske fængsler.
Volden kulminerede med et livsfarligt overfald med stemmejern i Statsfængslet i Vridsløselille 17. februar. Angrebet var formentlig hævn for et andet overfald tidligere på dagen i Vridsløselille.
Inden da havde der været voldelige overfald mellem grupperne i Nyborgs Statsfængsel 13. februar og i Vestre Fængsel 31. januar.
Måske flere overfald
Kriminalforsorgen erkender dog, at der sagtens kan have været flere overfald, end de fire de har kendskab til. Bandemedlemmerne forsøger nemlig at afregne deres mellemværende, uden at fængselspersonalet opdager det.
Ifølge sikkerhedschef Michael Gjørup har den nye front i bandekonflikten givet en meget ubehagelig og sprængfarlig stemning i de danske fængsler.
Må flytte indsatte
- De gentagende overfald gør nu, at vi må flytte de stridende parter. Indtil nu har de siddet på samme afdeling blandt andet i Statsfængslet i Vridsløselille. Men det er slut. Det er dog noget af en logistisk udfordring for os, når dem, der var venner i går, er fjender i dag, siger Michael Gjørup til DR.
Der sidder lige nu omkring 210 bandemedlemmer og rockere i de danske fængsler. Ifølge DR's oplysninger skal omkring 25-30 af dem nu flyttes.
Tilrettelægger:
Natascha Ree Mikkelsen og Thomas Buch-Andersen
Genudsendelse:
27. februar 2010 kl. 10:03
Medvirkende:
Jean-Jacques Royal, Pædagogisk konsulent, Interception
Kim Kliver, Chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, NEC
Anoir Hassouni, leder af RessourceCenter ydre Nørrebro
Michael Gjørup, Sikkerhedschef for Kriminalforsorgen
Thorkild Høyer, Advokat
Jørgen Jønke Nielsen, Hells Angels talsmand
"Lille A" fra Blågårds Plads og
Drabschef fra Københavns Politi, Ove Dahl.