Nye løfter fra Dong om forbedringer i kulmine
P1 Dokumentar 16. december 2010 kl. 14:03
på
P1
KULLETS HEMMELIGHEDER P1 Dokumentar vender tilbage til kulminen Cerrejon i Colombia, som vi besøgte i januar i år. Minen leverer mere end en fjerdedel af den kul, som Dong og Vattenfall bruger, når er skal levres el og varme til danskerne.
Dong vurderede efter udsendelsen, at der ikke var grund til at afbryde samarbejdet med minen, fordi ledelsen kontinuerligt arbejder på at forbedre forholdene.
P1 Dokumentars undersøgelser viser dog, at forbedringerne er til at overse: En plan for bedre håndtering af kemikalier er stadig ikke gennemført, og alvorlige arbejdsskader anerkendes fortsat ikke af minens læger. Og nye interviews med de ansattes fagforeninger i Cerrejon viser fortsat et sort billede af arbejdsforholdene i minen.
Halvdelen af arbejderne uden ret til fagforening
Værst ser det ud for den halvdel af minearbejderne, der arbejder på kontrakt for en af minens mange underleverandører. Her arbejder 4.000 mennesker fortsat uden ret til at organisere sig og under helt andre vilkår end de arbejdere, der er ansat direkte i mineselskabet. Denne del af minens ansatte går Dong dog let henover i sine beskrivelser af vilkårene for de arbejdere, der leverer kul til danske kraftværker.
Kun hos en underleverandør er det lykkes de ansatte at stable en fagforening på benene. Her tilbydes arbejderne nu en klækkelig lønforhøjelse - men kun, hvis de melder sig ud af fagforeningen. Det dokumenterer skjulte optagelser med en kvinde, der er ansat til at skræmme og lokke minearbejderne til at melde sig ud af den nystiftede fagforening. Minens egen fagforening er nemlig lukket land for andre end minens egne ansatte.
- De får ikke udleveret personligt sikkerhedsudstyr. Alle deres rettigheder bliver krænket med mineselskabets stiltiende samtykke. De arbejder i skift på mere end 25 dage, og de arbejder til colombiansk mindsteløn. Der foregår altså store overtrædelser af disse arbejderes rettigheder, siger Igor Diaz, formand for Sintracarbon, der organiserer de arbejdere, der er ansat direkte ved mineselskabet.
Da Jairo Solano og 69 andre ansatte hos Chamene startede fagforningen I Juni sidste år, var det med håb om at blive hørt og at få indflydelse på og forbedre arbejdsforholdene og lønnen Det håb blev hurtigt slukket fortæller Fagforeningsformanden, der har mødt massiv modstand fra Firmaet.
De har tilbudt lønstigninger til alle organiserede medarbejdere, hvis de melder sig ud af vores fagforening, fortæller Jairo Solano.
Han understreger, mineselskabet bakker stiltiende op om de overtrædelser som underleverandørerne foretager.
Efter at have hørt de skjulte optagelser med den fuldtidsansatte 'fagforeningsbekæmper' lover kommunikationschef i Dong, Louise Münter at indskærpe overfor sin største leverandør af kul, at Dongs krav om fagforeningsfrihed også gælder minens underleverandører.
"Vi føler et ansvar for alles arbejdsmiljø i den mine, og jeg vil vende tilbage Cerrejon-minen og bede dem tale ikke bare med fagforeningen i minen men også med underleverandørernes fagforeninger og se, om vi ikke kan få en løsning på det her," siger Louise Münter.
Hemmeligholder den fulde historie
Efter P1 dokumentars udsendelse i januar, besøgte internationale auditører minen på en såkaldt 'audit' - et uvildigt kontrolbesøg. Men i dag - ni måneder efter kontrolbesøget - er der fortsat ingen udenfor Dong, der har fået lov til at læse de fulde rapporter. Selv den ansvarlige minister Claus Hjort Frederiksen må nøjes med kommunikationschefens resume af de uvildige rapporter om de virkelige arbejdsforhold hos den største leverandør af kul til danske kraftvarmeværker.
I dagens P1 dokumentar indrømmer kommunikationschef i Dong Louise Münter samtidig , at selskabet ikke har tænkt sig at holde sit løfte om et nyt kontrolbesøg inden udgangen af 2010.
- Nej, det har vi ikke gjort, fordi den audit, vi lave de i marts var så omfattende. Og de ting vi gerne vil have forbedret tager noget længere tid end det. Man kan desværre ikke bygge Rom på en dag. Hvis det her skal være et fornuftigt forløb, og minen skal have en mulighed for at gøre noget ved alle de her ting, vi har bedt dem om, så har vi givet dem til 2011.
Dong tør ikke presse mineselskab mere
P1 Dokumentars begæring om aktindsigt i den fulde auditrapport er i øjeblikket til behandling i Miljøklagenævnet. I sit høringssvar til nævnet oplyser Dong, at det kan gå ud over forsyningssikkerheden, hvis Dong offentliggør den fulde rapport.
Det statslige energiselskab er nemlig mere afhængig af Cerrejon end omvendt.
Dong modtager over en fjerdedel af sin kul fra den Colombianske mine. En leverance, der udgør sølle 3 procent af den enorme mines samlede produktion af kul.
Tilrettelæggere:
Tanja Nyrup Madsen, Ole Kronborg Grevsen, Anne Sofie Hvenegaard Larsen og Jacob Schultz
Genudsendelse:
18. december 2010 kl. 10:03
Medvirkende:
Jairo Solano, Fagforeningsformand, Sintrachamene
Igor Diaz Lopez, Fagforeningsformand, Sintracarbon
Links og dokumentation:
De første to notater fra DONG vedr. Cerrejonminen
Indeholder den sidste rapport fra DONG om Cerrejonminen
Redegørelse om aktindsigt
Brev fra Sintarchaneme - engelsk
Brev fra Sintarchaneme - spansk