Frit spil for fusk med elskrot

• Hør udsendelsen   (58:09)

FUSK MED ELSKROT Det kommunalt ejede genbrugsanlæg DCR-Miljø har fire gange om året kørt 24 tons miljøfarligt affald ud af landet på falske papirer. Det erkender firmaets miljøchef Allan Høyer overfor P1 Dokumentar.

Transporterne blev kørt som såkaldt grøntlistet affald og indholdet af lastbilerne skulle ifølge papirerne være rent jern. Læssene var imidlertid en uskøn blanding af gamle printplader, plastik metaldele og alt muligt andet, der blev til overs, når firmaet kører den udtjente elektronik igennem en stor kværn og fjernede de mest værdifulde metaller.

- Det er kun 24 tons i kvartalet. Mængdemæssigt er det meget lille del af vores omsætning, siger virksomhedens miljøchef Allan Høyer til P1 Dokumentar.

DCR-Miljøs direktør, Brian Clemmensen siger til P1 Dokumentar, at han ikke var klar over, at det var ulovligt at køre den slags blandet restaffald ud af landet uden eksporttilladelse. P1 Dokumentar er kommet i besiddelse af dokumenter, der viser, at affaldet blev omlæsset til containere og sendt videre til et tysk firma, der handler med Kina. Hvordan det kan ske, har Brian Clemmensen ingen forklaring på.

- Det er vi ikke bekendt med. Den type virksomheder dernede vasker tit og ofte varerne fra hinanden.  For mig er det en virksomhed, der er godkendt af de tyske myndigheder.

Hullet kontrol
Selvom bunkerne med det blandede restaffald ligger frit fremme i DCR-Miljøs produktionshal, så har det ikke undret hverken de kommunale miljømedarbejdere, der har skrevet under på virksomhedens miljøgodkendelse, eller producenternes kollektive returordning, Elretur, der betaler DCR-MIjø for at bortskaffe den brugte elektronik.

Direktøren for Elretur, Peer Lund-Thomsen, har ellers personligt stået med fingrene i den blandede bunke og spurgt til, hvad der skulle ske med den, fortæller han.

- Der har jeg fået det svar, at det skulle igennem anlægget igen for at få metallerne væk, og så har jeg taget det for gode varer. DCR-Miljø er grebet i noget, der ikke er lovligt, så jeg kan ikke sige andet, end at vores kontrol ikke har været god nok. Det skal blive bedre.

Men maskinerne på DCR- Miljø er slet ikke i stand til at sortere restaffaldet så godt, at det vil være muligt at sende det ud som grønt affald. Faktisk findes den slags anlæg overhovedet ikke i Danmark, oplyser DCR-Miljø nu til P1 Dokumentar. Det skal enten ske med håndkraft, sådan som det blandt andet foregår i Kina, eller på specialiserede anlæg i fx Tyskland. Kina er det under ingen omstændigheder lovligt at eksportere den slags affald til, og en transport af den slags til Tyskland vil kræve en eksporttilladelse.

Ingen har styr på restaffald
P1 Dokumentars aktindsigt i Miljøstyrelsen viser imidlertid, at der ikke er givet én eneste eksporttilladelse til den slags blandet restaffald. Hverken til DCR-Miljø eller til århusianske Averhoff, som håndterer småt elektronikaffald for en stribe fynske og jyske genbrugspladser. Heller ikke her har den kommunale tilsynsmyndighed stillet spørgsmål til det værdiløse og miljøfarlige skrot, når elskrottet er kørt igennem maskinerne i den århusianske oparbejdningsvirksomhed.

2011 kan dog blive året, hvor Miljøstyrelsen for første gang får lejlighed til at behandle en ansøgning om eksport af det blandede restaffald fra de kommunalt ejede anlæg.

DCR-Miljøs direktør Brian Clemmensen lover nemlig, at han fremover vil søge om tilladelse til at sende affaldet til Tyskland. Det vil dog udløse krav om sikkerhedsstillelse på flere hundrede tusinde samt dokumentation for, at den virksomhed, DCR Miljø afleverer affaldet til faktisk er i stand til at behandle det miljømæssigt forsvarligt. Det oplyser Miljøstyrelsen.

Hos det EU's Europæiske Center for Miljø og Bæredygtighed undrer elskrot-ekspert Christian Fischer sig over, at ikke én af de virksomheder, der afhenter små elartikler fra genbrugspladserne, har søgt om en eksporttilladelse til deres restprodukt.

- Det er da normal praksis, når man ser på det på europæisk plan.

Og det er ikke ligegyldigt, om skrottet har de rigtige papirer med sig. Hvis det miljøfarlige affald sendes ud i verden uden de rigtige papirer, så er der en stor risiko for, at det ender steder, hvor det sviner miljøet eller for de mennesker, der arbejder med det, forklarer Christian Fischer.

- Man må forstå, at når noget kaldes grønt affald, så er det en helt anden form for spilleregler, der gælder. Så kan det ende hvor som helst i verden. Og traditionelt har lande udenfor Europa ikke den samme teknologi som herhjemme. Det har jo både en miljømæssig risiko men også en sundhedsmæssig, fordi de mennesker, der behandler skrottet typisk ikke har samme form for beskyttelsesudstyr som dem, der ville håndtere det i Danmark.

Slet ikke styr på det
Eksemplet fra DCR-Miljø viser, at myndighedernes kontrol med de firmaer, som afhenter vores udtjente elapparater på de kommunale genbrugspladser, er alt for lemfældig. Det siger Erik Albertsen fra Greenpeace, som gentagne gange har afsløret ulovlige eksporter af affald.

Det er sådan med alle affaldsstrømme, at den søger derhen, hvor det er billigst at få det behandlet eller deponeret. Og hvis man ikke har en systematisk kontrol, så sker det, siger Erik Albertsen.

Han er ikke imponeret over den danske kontrol, der i hovedparten består af 25 grænsekontroller om året.

- Vi har i realiteten slet ikke styr på vores elektronikaffald. Det er en fantastisk arrogance fra myndighedernes side, at man lader det gå af sted. Og det er jo noget, man desværre kan se, er sket fra det ene år til det andet til det tredje.

Ønsketal
Direktøren for Dansk Producent Ansvarssystem Johnny Bøvig erkender da også, at de officielle statistikker, han selv sidder og laver over genanvendelse - er ren ønsketænkning. Når Danmark praler af, at have Europas højeste genanvendelsesprocenter på 80-90 procent, så er de tal alene udtryk for, hvad producenterne siger, de har tænkt sig at gøre ved affaldet.

- Det er kun et tal for den intention, man har haft, når man sendte tingene af sted, men hvad der er slet inde i selve anlægget, det aner vi ikke noget om. Der findes i dag slet ikke nogen form for kontrol, slet ikke ekstern. 

Skrotfirmaerne vejer selv, hvad der kommer ind i anlæggene, og ingen kontrollerer, hvad der kommer ud i den anden ende. Samtidig er samtlige tal selvoplyste og uden nogen form for efterprøvning fra myndighedernes side, påpeger Johnny Bøvig.

- Hvorvidt de mængder er korrekte eller ej, kan vi ikke sige noget om, for der er ikke nogen kontrol. Og der har ikke været kontrol. Der har ikke været noget tilsyn med de kollektive ordninger. Så vi ved i princippet ikke, om de oplysninger, vi får, er korrekte, siger direktøren for producentansvarssystemet.

Der er ingen kontrol med, om de mængder, som skrotfirmaerne siger de henter, er korrekte Kun hvis en af de tusindvis af lastbiler med skrotdele, der køres ud af landet, er uheldige at støde ind i en af de 25 årlige grænsekontroller, kan de risikere at få en bøde med hjem.  Alligevel skete det  for DCR-Miljø i maj sidste år, da en af deres lastbiler var på vej til Tyskland med 24 tons af det ulovlige restaffald. Bøden lød på 92.000 kroner.

Siden er en anden transport blevet standset med fejl i papirerne i oktober måned. Den fik virksomheden dog lov til selv at sortere om og køre ubesigtiget ud af landet igen, fordi Miljøstyrelsen glemte at fortælle tilsynsmyndighederne i Roskilde Kommune om den ulovlige transport.

3 millioner kilo forsvundet skrot
Men det er ikke det eneste eksempel på rod i papirerne hos DCR-Miljø, der ejes af Frederiksberg og Københavns Kommuner.

I forbindelse med P1 Dokumentars udsendelse, er myndighederne blevet opmærksom på, at der de seneste tre år er forsvundet mere end 3000 tons skrot fra virksomheden. Der blev med andre ord kørt 3 millioner kilo mere skrot ind i virksomheden, end der blev kørt ud igen.

DCR-Miljøs forklaring er IT-problemer og upræcise vægte. Direktøren har dog ikke noget bud på, hvorfor vægtene altid vejer for meget, når skrottet køres ind i virksomheden og for lidt, når det køres ud. Men han mener, at man skal se de forsvundne skrotmængder i det rette perspektiv.

- 1000 tons om året lyder af meget, men det er jo ikke meget set i lyset af, at vi jo roder med 15-18.000 tons elektronikaffald om året. Hvis vi lå og sendte affald ud af landet uautoriseret, så ville vi nok finde andre kanaler at gøre det af, siger Brian Clemmensen direktør i DCR-Miljø.

Systemet bygger på tillid
I Miljøstyrelsen erkender den ansvarlige for tilsynet med producentansvarssystemet, Lis Vedel, at hun endnu aldrig har ført kontrol med, om producenterne og de firmaer, de hyrer til at tage sig af den udtjente elektronik, giver hende korrekte oplysninger om, hvad de gør ved skrottet.

- Det tal, der har været indtil nu, har jeg faktisk ikke kunne bruge til så meget, så derfor har Miljøstyrelsen skærpet bekendtgørelsen, så der nu kommer mere detaljerede krav til indberetningerne.

Hun forventer dog, at nye regler for indberetninger, vil gøre statistikken mere anvendelig, også i forhold til at kontrollere, om det - i hvert fald på papiret - ser sandsynligt ud, at der kommer de rigtige mængder jern, plast, billedrør osv. ud af genbrugsanlæggene i forhold til det antal hele apparater, anlæggene modtager.

Hun vil dog ikke love, at ulovlige transporter som den fra DCR-Miljø ikke kan finde sted igen.

- Men jeg kan garantere, at hvis de involverede virksomheder  lever op til deres ansvar og laver nogle rapporter, hvor de ikke snyder, så har jeg mulighed for at følge affaldet.

Intet indblik i egenkontrol
Det er producenterne af elektronik, der betaler firmaer som DCR-Miljø for at skaffe de brugte varer af vejen på forsvarlig vis. For at sikre, at det sker på en miljømæssig og økonomisk forsvarlig måde, gennemfører producenterne flere gange om året uanmeldte kontrolbesøg på genbrugsvirksomhederne. Det oplyser en af de største kollektive producentforeninger Elretur til P1 Dokumentar.

Men de auditrapporter, der kommer ud af disse kontrolbesøg er hemmelige. Ikke kun for pressen, men også for tilsynsmyndighederne. Miljøstyrelsens indblik i branchens egenkontrol begrænser sig derfor til mundtlige referater fra branchen selv.

Selve rapporterne har Miljøstyrelsen aldrig bedt om at få at se, oplyser Miljøstyrelsen. Heller ikke i forbindelse med sagen fra DCR-Miljø.

- Det synes jeg ikke har været nødvendigt, siger Lis Vedel til P1 Dokumentar.