Et dagligt hul i æteren
Tid, respekt og engagement er de vigtigste ingredienser i en udsendelse, der forsøger at tage sagen, lytterne og deltagerne alvorligt.
Aktiv medleven, kontant afregning og muligheden for at kunne ytre sig om væsentlige emner som har betydning for den enkeltes liv i samfundet: Det er også at tage demokrati og grundlov alvorligt.
Taleradio er, når det udøves seriøst, et fristed for tænksomme mennesker der ønsker at give sig tid til at høre på mere end blot en side af sagen. og som ønsker at høre historien fortalt færdig, gerne med lidt svinkeærinder, men altid med tid til at tale ud og høre hinandens synspunkter og bevæggrunde.
Taleradio er, når det er bedst, utroligt musikalsk, underholdende og kvalificerende.
Alle emner
Debat om Current Affairs er programmets opgave. Det er ikke et såkaldt dagsordensættende program. Tværtimod. Det er de dagsordner som andre sætter, der bliver til emner hver formiddag, men gerne med de centrale debattører, der allerede har sat dagsordenen.
Emnerne er mangfoldige og redaktionen lader sig ikke begrænse af kasser til erhvervsstof, kulturstof, social-politik eller noget som helt andet. Der er plads til det hele, dog med en lille overvægt til politik, etik og velfærdsøkonomi.
Kendte gæster
Dagens gæster er en fast bestanddel og omdrejningspunktet i debatprogrammet. Gæsterne er lige så vigtige som et aktuelt og interessevækkende emne. Det kan nemlig ikke være hvem som helst: Gæsten, på en eller anden måde, være blandet ind i emnet. Det er vigtigt for troværdigheden og det giver liv og gnist, når man mærker ægte engagement og holdning bag meningerne.
Det er altså ikke "kommentatorer", man møder som gæster i P1Formiddag. Den slags hører til, hvor ting skal forklares og udlægges, men ikke hvor de skal debatteres og endevendes. Her skal de involverede træde til.
Som oftest er det de, der i forvejen er kendte fra politik, kultur og den offentlige debat der optræder som gæster i programmet. Det er nemlig ofte deres meninger og handlinger er afgørende for, hvordan udviklingen bliver og fortiden fortolkes.
Moderne lyttere
Omkring 100.000 mennesker lytter dagligt til P1Formiddag, der dermed er det fjerde mest lyttede P1-program. (Gallup 2004, DR-RadioMarkedsanalyse)
Særlig de fællesskabsorienterede danskere følger med i programmet. Andelen af de, der i analysesproget betegnes som moderne fællesskabsorienterede, er den største.
Det er især de ældre lyttere, der følger med i programmet. Andelen af lyttere over 50 år er markant større end gruppen under. Og andelen af kvindelige lyttere er ligeledes markant: 58 procent af lytterne er kvinder.
Redaktionen
P1Formiddag produceres hver eneste hverdag året rundt af en redaktion bestående af fem personer. Foruden værten Poul Friis består den af producerne Malene Bo Christiansen og Thomas Kofoed Poulsen der også fungerer som værter, samt producer Jane Lou og telefonscreener og producerassistent Vibeke Riis.
Opgaven er, foruden at afvikle de daglige programmer, at ideudvikle, researche, booke gæster, redigere genudsendelsesuddrag til bl.a. P1 Eftermiddag, samt servicere lyttere, presse og andre afdelinger i Danmarks Radio med informationer og baggrund om de enkelte programmer.