Straf rimer ikke på forebyggelse
P1 Formiddag 08. oktober 2009 kl. 09:09
på
P1
I debatten om kriminalitet har fokus længe været på hårdere straffe til de kriminelle og ikke så meget på, hvordan vi reducerer kriminaliteten ved at dømte ikke begår ny kriminalitet efter en tur i fængslet. Det kritiserer Ole Ingstrup, som er tidligere chef for den canadiske kriminalforsorg:
- Vi tror på, at på en eller anden måde, så vil den person, som har fået en straf, drage en lære af det og være mindre sandsynlig på den kriminelle bane igen. Det er meget tvivlsomt, om det er rigtigt. Hvis man ikke gør andet end at sætte den pågældende i fængsel i en periode, så er der ikke ret meget grund til at tro, at det afholder ham eller hende i at begå ny kriminalitet.
Modsætning mellem hårde straffe og forebyggelse
Ole Ingstrup har opnået gode resultater i arbejdet med at få kriminelle ud af en kriminel løbebane i Canada, og det glæder ham, at både Socialdemokraterne og Regeringen i deres nye udspil taler om mere forebyggelse:
- Vi skal gøre de borgere, der har været i fængsel, bedre egnede til overgangen til det frie samfund, og det kan jeg godt lide.
Men Regeringen og Socialdemokraterne går samtidig ikke på kompromis med hårde straffe, og ifølge Ole Ingstrup er der en modsætning mellem hårde straffe og forebyggelse:
- Straf skal man ikke bare bruge løs af. Det skal man bruge i det omfang, det er nødvendigt. Der er ikke noget, der tyder på, at bare fordi man forlænger straffen, så har det nogen indflydelse på kriminaliteten. Hvis man troede på, at længere straffe har en positiv indvirkning, så skulle man tro, at USA, Rusland og Sydafrika er de fredeligste steder i verden.
Ole Ingstrup er gæst hos Malene Bo Christiansen i P1 Formiddag, hvor han også fortæller om sit arbejde i Canada.