Vidtåbne patientjournaler
P1 Formiddag 17. maj 2011 kl. 09:09
på
P1
I dag er det kun de relevante fagpersoner, der har adgang til de personfølsomme oplysninger i vores patientjournaler. Men med et nyt lovforslag får langt de fleste sundhedspersoner og administrativt personale i kommuner og regioner adgang til alle patienternes sundhedsdata - altså også gamle måske forældede oplysninger, som slet ikke har relevans i den aktuelle situation.
Det Etiske Råd er betænkelig ved den nærmest ubegrænsede adgang til patienters sundhedsdata, fordi sådanne oplysninger kan misbruges.
- Mange mennesker har brug for at være fortrolige med deres læge, fordi nogle livsproblemer kan hænge sammen med helbredsproblemer, og derfor er det vigtigt, at patienterne ved, at det ikke kommer videre - at det ikke for eksempel kommer frem i lyset 30 år efter, siger Ester Larsen, næstformand i Det Etiske Råd.
En vigtig fortrolighed
Derfor er hun meget bekymret over, at en patientjournal med den nye lov kan gå på tværs af alle sektorer fra Falck-redder og sosu-assistent til den behandlingsansvarlige læge, hvis man er indlagt på hospitalet.
- Det er den behandlingsansvarlige læge, der har behov for at vide, hvad patienten tidligere har haft af sygdomme også langt tilbage i tiden. Patientjournalen er et arbejdsredskab for lægen, siger Ester Larsen.
Hun vender sig imod, at det skal være muligt at fjerne oplysninger fra patientjournalen, men hun mener, at der kan være behov for at kunne privatmarkere ting i en patientjournal, som man ikke ønsker skal komme videre end for eksempel den praktiserende læge.
Ester Larsen er gæst hos Poul Friis.