Bedre behandling af syge svin
P1 Formiddag 13. september 2012 kl. 09:10
på
P1
"Danske svin er sunde, de strutter af penicillin". Sådan lød teksten på Mikael Wittes kendte plakat fra slutningen af 1970’erne. Grisen med sine udskæringsinddelinger og Dannebrog i ryggen og den slet skjulte anklage om udbredt medicinmisbrug hos danske svineproducenter tog hele turen i retsmaskineriet, før Witte blev frikendt i Højesteret. Det var i orden at sætte fokus på problemet, og der kunne nærmest føres sandhedsbevis for udsagnet.
Imidlertid var kampen ikke vundet. I tiden derefter voksede medicinforbruget i svineproduktionen drastisk og nåede toppen i 2010. På det tidspunkt greb Fødevarestyrelsen ind og uddelte alvorlige advarsler til landmænd med et særligt højt forbrug, og det har virket markant viser nye tal. Antibiotikaforbruget er faldet med næsten en tredjedel på blot et år.
På trods af de resultater vil såvel fødevareministeren og dyrlægerne gerne endnu længere blandt andet med mere kontrol af landmændenes forbrug af medicin til især svin.
Problemet er nemlig, at brugen af penicillin er med til at skabe bakterier, der er modstandsdygtige overfor medicinen, og det kan forplante sig til mennesker. Fødevareministeren anslår, at der dør 25.000 mennesker i EU om året som følge af resistente bakterier.
Kristian Viekilde er formand for svinedyrlægerne i Danmark. Han mener, at hvis dyrlægerne er mere til stede i staldene vil man kunne reducere yderligere i forbruget.
- Fra et veterinært synspunkt skal man behandle syge dyr. Men problemerne opstår der, hvor der bliver stillet en forkert diagnose eller ejer eller medarbejdere misforstår noget, siger Kristian Viekilde.
Kristian Viekilde er gæst hos Poul Friis.