Dansk støtte til den syriske befolkning
P1 Morgen 18. februar 2012 kl. 08:21
på
P1
Under parolen "Støtte og sejr til den syriske befolkning" vil Nørrebrohallen i København denne lørdag eftermiddag blive fyldt af frivillige ildsjæle, der gennem taler og salg af hjemmelavet mad og håndgjort syarbejde, vil udtrykke deres støtte til oprøret i Syrien.
- Vi vil gerne sige til den syriske befolkning, at vi støtter dem, og vi bakker op om deres revolution, siger Chaymaa Alvarazi, der er medarrangør af konferencen, til P1 Morgen.
Selvom medierne dagligt er fyldt med rapporter om begivenhederne i Syrien, ønsker konference-arrangørerne at skabe endnu mere opmærksomhed blandt den almindelige dansker.
Anderledes end FN
Arrangørerne mener også, at kunne gøre en forskel, som verdenssamfundet ikke har mulighed for i øjeblikket.
- Vi frivillige har vores historie og vores engagement. Vi har baggrund og familie i Syrien. Vi kan hjælpe på en helt anden måde. Vi kan samle penge ind ved at sælge noget mad, sykunst og håndarbejde som frivillige har lavet, fortæller Chaymaa Alvarazi.
Flere aktioner på vej
Kampene fortsætter på 11. måned i Syrien, og gruppen bag "Støtte og sejr til den syriske befolkning" har heller ikke tænkt sig at give op. Udover konferencen i dag, har de planer om at demonstrere mod Kina udenfor den kinesiske ambassade, for at presse dem til handling overfor Syrien.
Derudover er et samarbejde med Dansk Flygtingehjælp, om at hjælpe de titusinder af syriske flygtninge, der er på flugt fra urolighederne, blevet stablet på benene. Det er også planen, at afholde en velgørenhedsbazaar, så der kan sendes flere penge til de syrere, der lider under de voldsomme kampe.