Moderne spionage foregår på nettet
P1 Morgen 01. juni 2012 kl. 08:19
på
P1
Flame
Netop nu er der stor fokus på computervirussen Flame, der har ramt Iran, de palæstinensiske områder, Sudan, Syrien, Libanon Saudi-Arabien og Egypten.
Flame kan selv tænde for mikrofoner, hvis en del af programmet fortæller, at noget er værd at lytte på. Den kan affotografere en skærmside, tage kopier af dokumenter og overtage tastaturet på en computer. Alt sammen uden at det umiddelbart kan opdages.
Nemt og risikofrit
Og cyberspionage er forholdsvis lettere end traditionel spionage, siger Peter Jakob Blædel Gottlieb til P1 Morgen.
- Der er stor gevinst og meget lille risiko. Mange ting er bundet op via digitale netværk og spionerne kan agere anonymt. Det gør det meget vanskeligt at stille nogen til ansvar for spionagen, påpeger han.
Risiko bør vurderes
Peter Jakob Blædel Gottlieb mener, at vi derfor i langt højere grad bør gå ind og lave risikovurderinger af netop cyberspionage.
- For som debatten er lige nu, ser vi først på problemerne, når systemer bryder ned. Men problemet er måske mindst lige så stort, inden et reelt systemnedbrud - enten fordi vores data bliver ændret eller andre får indsigt i dem - uden at vi opdager det, siger han.
For få midler
I det seneste forsvarsforlig, der løber frem til 2014 er der afsat 140 millioner kroner om året til at forsvare Danmark mod angreb ude i cyberspace.
Men Peter Gottlieb tvivler på, om det er nok.
Han sammenligner nemlig området med bilindustrien tilbage i 50'erne, hvor alle biler måske nok var smarte og kunne køre hurtigt, men hvor enhver form for sikkerhedsudstyr var selvvalgt.
- Vi bør ikke kun se på trusselsbilledet men også lave risikovurderinger og identificere, hvor det kan komme til gøre rigtig ondt. Lidt ligesom vores egen krop. Vi kan ikke undgå at blive syge, men vi kan gøre noget for at forhindre at blive alvorligt syge i det omfang det er muligt, siger han.