Kommentator: Liberal Alliance går efter en bredere platform
P1 Morgen 03. august 2012 kl. 07:23
på
P1
Liberal Alliance har hidtil koncentreret sig om at føre klart blå økonomisk politik, men nu strammer partiet skruen i værdipolitikken: Udlændinge, som kommer til Danmark for at begå kriminalitet, er ikke velkomne - og overtræder de straffeloven, skal de smides ud af landet.
- Der er nogle bekymrende tal i forhold til, hvor stor en andel af herboende udlændinge, som begår kriminalitet. Derfor siger vi nu: Nok er nok.
Sådan siger politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll til P1 Morgen.
Vil bredere ud
Det er nye toner fra Liberal Alliance, som indtil nu har ladet udlændingene passe sig selv. Men der går en klar linje fra partiets varme støtte til konflikten på Vejlegården til en strammere udlændingepolitik. Sådan lyder vurderingen fra politisk kommentator Hans Engell.
- De vil først og fremmest opnå en bredere politisk platform. Vi har set dem være meget synlige i sagen om Vejlegården og hele diskussionen om den danske model, nu vælger de så også at gå ind på udlændingetemaet. Det handler simpelthen om, at de vil ud til nogle bredere vælgergrupper, siger Hans Engell til P1 Morgen.
LA vil ind i de store forhandlinger
Hans Engell køber ikke forklaringen om, at der ligger nye, bekymrende tal bag Liberal Alliances kursskifte.
- Der er ikke nogen nye tal, som giver anledning til dyb bekymring. Liberal Alliance har haft det lidt svært, fordi de ikke er med i en række af de store politiske forhandlinger. Vi så for eksempel at de efter en kort stund gled ud af forhandlingerne om en skattereform. Hvis de vil gøre sig gældende på alle områder, er de nødt til at operere bredere end erhverv og skat.
Risikerer at skræmme de gamle vælgere
Det er især Venstres vælgere, Liberal Alliance bejler til. Men samtidig skal partiet holde på sine oprindelige støtter. Og det kan blive en svær balance.
- Liberal Alliance har aldrig lagt skjul på, at de går efter Venstres vælgere. Men det er ikke risikofrit at lægge sig på den linje. En del af de vælgere, som netop gik efter en bredere, humanistisk holdning til indvandrere, vil måske ikke bryde sig om den stramning, og de risikerer at forsvinde - især til Det Radikale Venstre, siger Hans Engell.