Salamworld - et socialt medie for muslimer
P1 Morgen 06. september 2012 kl. 07:48
på
P1
Til november åbner Salamworld.com, et socialt netværk på nettet, der på mange måder minder om Facebook.
Farverne er blå og hvide. Man har sin egen væg. Man deler billeder, nyheder og sjove indslag. Man chatter og sender beskeder.
Forskellen er, at Salamworld er et socialt netværk lavet af muslimer for muslimer. Ifølge grundlæggerne er formålet med det nye site at overvinde politiske, kulturelle og sproglige barrierer og forene muslimer i et virtuelt verdensomspændende fællesskab.
Stærke kræfter bag Salamworld
Det er det internationale islamiske universitet i Malaysia, der står bag projektet. Universitetet støttes hovedsagligt af de olieeksporterende velhavende mellemøstlige lande.
Medinitiativtager til projektet er Den Islamiske Samarbejdsorganisation, OIC, der har 52 muslimske lande som medlemmer.
I følge folkene bag Salamworld, så er det nødvendigt med et lukket område kun for muslimer, fordi der på Facebook er for meget snak om druk og fordi der hersker et sprogbrug, der er stødende for mange muslimer.
Samtidig florerer der ofte links til videoer og billeder med indhold der kan virke krænkende for visse muslimer. Med et netværk der henvender sig til muslimer alene, er målet altså at skabe et forum, der er renset for alle disse ting.
Et tvivlsomt projekt
Professor i religionshistorie ved Københavns Universitet Jørgen Bæk Simonsen, er skeptisk over for ideen.
- Det er en fejl at tro, at man kan forene muslimer i en virtuel verden, når det til dags dato ikke kan lade sig gøre i den praktiske verden, siger Jørgen Bæk Simonsen til P1 Morgen.
Problemet er grundlæggende, at muslimer som størrelse ikke hænger sammen i fællesskab.
- Den Islamiske Samarbejdsorganisation, OIC, har siden grundlæggelsen i 1969 ikke været i stand til at skabe et fællesskab blandt de muslimske nationer. Landene er både politisk, økonomisk, og ikke mindst i fortolkningen af islam, meget forskellige, siger Jørgen Bæk Simonsen til P1 Morgen.
Selvom Salamworld måske ikke bliver det sociale medie, der forener alle muslimer på nettet, så vil der dog være kunder i butikken, vurderer Jørgen Bæk Simonsen:
- Salamworld giver mulighed for at, nogle muslimer kan pudse deres muslimske identitet af ved at være med og ytre sig på Salamworld, og dermed vise, at de er aktive muslimer, der vil fremme det fællesmuslimske samarbejde i verden, siger han.