En waliser i Ukraine
Panorama 07. marts 2010 kl. 15:33
på
P1
Det er ikke hver dag omverdenen interesserer sig for byen Donetsk i det østlige Ukraine. Det sker kun, når en eksplosion i en af områdets kulminer slår mange mennesker ihjel. Når byens fodboldhold pludselig vinder en europæisk turnering, eller når bysbarnet Viktor Janukovitj bliver valgt til præsident i Ukraine.
Men Donetsk er ellers noget særligt i Ukraine. Det er en relativ rig by, en by der tjener penge hjem til Ukraine p.g.a. alle kulminerne og stålindustrien. Det er også en ung by, der lever fint med sin historie, og byen er noget af det mest russiske i Ukraine - selv om den faktisk blev grundlagt af en ingeniør fra Wales.
Tilladelse af den russiske zar
Waliseren John Hughes fik i 1869 tilladelse af den russiske zar til at lave et stålværk i det østlige Ukraine.
Hughes lastede derefter skibe i Wales med materialer og udstyr og sejlede det hele til Rusland - dengang var det østlige Ukraine en del af den russiske zars imperium. Og den driftige waliser tog også folk med sig for at komme i gang.
Minerne i området leverede kul til hans første stålværk, og John Hughes skulle lave togskinner til det hastigt voksende jernbanenet i Rusland.
Byen hed Yusovka i begyndelsen, opkaldt efter Johan Hughes for Yusovka er den russiske udgave af Hughes. Senere kom den til at hedde Stalina, der dog intet havde med Stalin at gøre, men var det russiske ord for stål. Men så i 60'erne kom endnu en navneændring, Stalina blev alligevel for belastende efter Khrustjov var kommet til og andre vinde blæste, så byens navn blev ændret igen i 1961 - til Donetsk, navngivet efter en flod i regionen.
En millionby
Donetsk er i dag en by med lidt over en million indbyggere og hovedbyen i det østlige Ukraine.
- Byen er stolt af han. Han grundlagde byen og har lavet masser af arbejdspladser. Var det ikke for ham var Donetsk måske bare en lille by på sletten, siger Roman Kogan, en ung ukrainer, der kender sin by - Donetsk - rigtig godt til P1s Panorama.
John Hughes - er i dag foreviget som en statue i byen. Han står formet i jern som en stolt, rank industrimand i 1800-tallet iført fine benklæder, skjorte og vest - og med en stor hammer hvilende på en ambolt.