Et paradis beboet af djævle

• Hør udsendelsen   (15:00)

Den syditalienske havneby Napoli er berømt og berygtet for sin mafia, sit affald og sine lovløse tilstande, og mange italienere er så bange for byen, at de aldrig har sat deres ben der.

Alle snyder alle. For i Napoli har ingen et blankt synderegister. Et ærligt menneske bliver her betragtet som et svagt menneske, der ikke kan tage ansvar for sig selv og sine omgivelser. En stakkels idiot. En fesso.

Byens folk har givet op
Men hvordan lever man i Napoli i dag? Om det siger advokaten Federico Zinna.

- En del af byen forholder sig slet ikke til problemerne. Der er de rige, som har isoleret sig i deres kvarterer og slet ikke deltager i noget af det, som sker i resten af byen. Og så er der de andre, som forsøger at overleve, som de nu bedst kan.

Federico Zinna lever selv i centrum, hvor situationen er forholdsvis rolig.

- Men det er ondt at se, at byens folk har givet op, at de ikke længere tror, at tingene kan blive bedre, fordi politikerne ikke gør noget, og fordi camorraen altid bare vil blive stærkere og stærkere.

Pilrådden, men også en mageløs by
Napoli er et masterkatalog over alle de dårligdomme, et samfund kan komme til at lide af. Mafia, korruption, social nød, kriminalitet som et massefænomen og anarkistisk tilstand, retsløshed, mangel på de mest simple borgerrettigheder. Senest beskrevet i Roberto Savianos bestseller Gomorra. Og før ham Anna Maria Ortese i Il Mare non bagna Napoli, "Havet væder ikke Napoli."

Begge bøger betød, at deres forfattere måtte flygte fra byen, Saviano på grund af trusler fra den lokale mafia, camorraen, Anna Maria Ortese på grund af udelukkelse fra det napolitanske kultur-parnas.

Napoli er pilrådden. Men den er også alt det andet, som Anna Maria Ortese fik formuleret få år før sin død i 1998.

"Jeg har levet længe i en mageløs by, hvor alle ting, ondt og godt, sundhed og sygdom, den mest syngende lykke og den mest sønderrivende smerte var blandet sammen i en sådan grad, at den fremmede, som kom til denne by fik et mærkeligt indtryk af et orkester, hvor instrumenterne bestående af menneskesjæle, ikke længere adlød dirigentstokken, men hver især udtrykte sig selv, og derved frembragte en effekt af henrivende forvirring," skrev Anna Maria Ortese.

Ankomst med natfærgen fra Palermo
Samme følelse rammer Panoramas Morten Beiter, da han for nylig ankommer til Napoli med natfærgen.

- Når man ankommer fra Palermo med natfærgen og står med sin kuffert ved landgangsbroen og kigger ind over havnefronten mod det kaotiske virvar af sodsværtede lejekaserner med ukrudt på gesimserne, fæstningsagtige fascistiske paladser og hensmuldrende middelalderslotte, så føles det som at befinde sig ved en grænse mellem to lande.

Hvor palermitanerne er firkantede, velorganiserede og lavmælte, er napolitanerne højtråbende kaotiske rullesten, der lever i et samfund, hvor det offentlige rum og dets regler er ophævet eller aldrig har eksisteret, og gæsten må bevæge sig mellem private territorier, og det starter få meter inde på molen, hvor et kludetæppe af territorier begynder med hver sine faste vogtere på deres faste, hævdvundne pladser og en kriminel underverden, der bliver mere og mere voldelig og uforudsigelig, og hvor de mafiarelaterede mord ligger på omkring 70 om året.

Og 70 kan måske synes af meget. Men det er kun fordi der ikke er store mafiakrige for øjeblikket.