Min intimsfære – et overstået kapitel

• Lyt til udsendelsen   (03:12)

Livet er fyldt af svære valg (hej introduktionskliché).

Et af dem kunne være: Skulle man 1) bevæge sig ud på forstadsapotek – forstad for ikke at blive genkendt – og hviske den pinlige salves navn over disken og risikere, at det fyldte apotek overhørte forespørgslen and be highly frowned upon? Eller skulle man 2) gå online og bestille pinlig salve i ro og mag over nettet, men risikere at kun bofæller var hjemme på leveringsdagen og dermed blive evigt frowned upon af mennesker, man deler tilværelse med i nær fremtid?

Jeg valgte dør nummer 1. Hellere fremmede i to sekunders pinlighed, end velkendte i to måneders vished.

Var hvid i hovedet på eksamensmåden, da mit nummer blev råbt op. Mest fordi tre ud af fire skrankepersoner var mandlige, og jeg bare lissom aldrig er typen, der så lander på den fjerde ud af fire. Men det var jeg så. Men må alligevel have set farlig ud og lydt ditto, da jeg fremstammede pinlig salves navn. Det tolker jeg, eftersom skrankedamen tog sit bæredygtige omsorgsblik på og slog over i engelsk (wtf?).

Derpå begyndte hun med de opfølgende spørgsmål. På engelsk. Jeg klappede i, selv om jeg hjemmefra faktisk havde forberedt små one-liners á la “det ved jeg søreme ikke, det er ikke til mig selv, jeg er bare sendt i byen for min… eh… veninde?” Hun overså helt mit antræk, der helt tydeligt ikke havde tænkt sig at ytre flere ord på dén matrikel. Hun må have troet, at jeg var klimagæst fra et seriøst udfordret land hvad angår engelsk, for hun fortsatte spørgsmålene, nu akkompagneret af fagter, der skulle blive til brugsanvisning, havde jeg ikke kvalt hendes forsøg i dens vorden. Et dræberblik formummede hendes udlændingeservice, hun stak mig mit stash (som kraftedeme viste sig at stå på en for kunderne tilgængelig hylde, hvorfor min hvæsen og angst var total unødvendig – kunne jo bare selv have grebet lortet, smidt svesken på disken og betalt uden et ord) og jeg hørte mig selv spørge efter ’the receipt, please’. Aner ikke hvorfor. Hverken det engelske, eller hvorfor jeg dog ville have et bevis.

Og så kan alle dem, der siger, at apotekspersonale ikke er sarte hvad angår apoteksgængeres indkøb, godt lukke arret. At de nærmest ikke skulle registrere, hvad de sælger, fordi de er så vant til lidt af hvert. Jeg kunne se i hendes øjne at hun lige dele morede sig, lige dele ynkede mig, for sådan så jeg selv ud dengang jeg var kassedame og godt kunne se det sjove i, når unge mænd bagstive gik ned i føtex med brødebetyngede blik og købte intet andet end en pakke toiletpapir.

Man vidste bare, at de enten næsten ikke kunne holde sig længere og skulle hjem og mose pronto – eller også, at de havde bremsespor langt op ad ryggen.