Mit maritime sprog

• Lyt til udsendelsen   (02:18)

Jeg er søn af en sømand. Min far sejlede fra han femten-seksten år til han gik i land som pensionist. Og vænnede sig aldrig rigtig til livet som landrotte. Selv gik jeg en anden vej i livet. Væk fra familietraditionen for et liv på havet. I retning af bøgerne, kunsten og musikken.

Men nu, hvor min far er død og borte, bliver jeg mere og mere klar over de spor, han satte i mit liv. Forleden blev jeg bevidstgjort om en kendsgerning, jeg nok et eller andet sted har vist var der, men som jeg ikke sådan havde reflekteret over. Nemlig mit sprogs maritime side. For sådan er det ofte. Det er først, når man møder sit eget sprog udefra, at det går op for en, hvordan det er.

Jeg læste en artikel i Politiken af sprogmanden Jørn Lund (der - en passant - var censor på mimagisterkonferens), hvori han filosoferede over maritime udtryk. Og pludselig så jeg mit eget sprogbrug på skrift i koncenteret form. Agter, Bak, bovspryd, svabergast, dørk, dæk,klys, koøje, tørn ind, lukaf, leider, spygat, bakstørn, forankre, losse osv. osv. Selv i mine akademiske opgaver sneg ord og vendinger sig ind, uden at jeg tænkte over det. En påmindelse om noget, jeg godt vidste ude at vide det. Nemlig, at vi sætter spor - og spor i hinanden. Når jeg taler og skriver, så skriver og taler min far med. Og hans far. Og min mor og hendes mor. Og.