Tove Ditlevsen voksede op i det fattige og barske arbejderkvarter på Vesterbro i København. Hun begyndte at skrive digte i sin poesibog som 12-årig, som hun skjulte for sine forældre og sin bror.
Tove Ditlevsens opvækst prægede hele hendes forfatterskab, og hun debuterede i de unge lyrikeres tidsskrift ”Vild Hvede” med digtet ”Til mit døde barn” (1939).
I 1941 blev debuten fulgt op af prosa succesen ”Man gjorde et barn fortræd” og i 1943 udkom så ”Barndommens gade” (filmatiseret i 1986) - hvor hun fornyede 1930’ernes socialrealistiske genre, ved at lægge vægten på hovedpersonen Esthers indre liv.
Privat levede Tove Ditlevsen en omtumlet tilværelse med tre forliste ægteskaber. Følelsen af nederlag og manglende anerkendelse fra lyrikkritikerne op gennem 1960’erne - der kaldte på moderne lyrik - førte hende ud i store og svære depressioner. Tove Ditlevsen var i længere perioder gennem 1960’erne og 70’erne indlagt til behandling for depressioner, men kunstnerisk blev hendes sammenbrud til hendes styrke.
Således er bøgerne ”Gift”, ”Barndom”, og ”Ungdom” alle blevet til på Sankt Hans Hospital.
Tove Ditlevsen modtog De Gyldne Laurbær i 1955, men hun drømte hele sit liv om at få Det Danske Akademis Pris. Denne pris blev hun i 1974 til sin store skuffelse snydt for i 11. time. Det forværrede hendes tunge sind og i 1976 ville hun ikke mere.
Tove Ditlevsens bisættelse blev fulgt af nær ved tusind læsere – det største følge en dansk forfatter har opnået i nyere tid.