Fordomme og forfølgelser - kristne mindretal under pres
Religionsrapport 31. august 2009 kl. 13:03
på
P1
- Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus. Sådan står der i et af Paulus' breve i Det Nye Testamente.
Og sandt er det, at millioner af kristne oplever diskrimination og forfølgelse.
Rapporter fra internationale menneskerettighedsorganisationer viser, at omkring 200 millioner kristne, der lever i lande, hvor de kristne udgør et mindretal, oplever daglige trusler og overgreb.
Det gælder både i kommunistiske lande som Cuba, Nordkorea og Kina og i lande som Pakistan og Indien, hvor ekstremistiske tolkninger af islam eller hinduisme er med til at opildne til had mod de kristne.
Religionsrapport sætter fokus på de kristne mindretal og deres forhold forskellige steder i verden.
Carl Söderbergh, kommunikationsdirektør i den internationale ngo Minority Rights Group, giver et globalt overblik over forholdene for kristne mindretal, der lever med daglige trusler og forfølgelser - og han peger på krigen mod terror som en af hovedårsagerne til, at de kristne forfølges og fordømmes i blandt andet Irak og Pakistan.
Vi besøger Tyrkiet, hvor den syrisk-ortodokse kirke kæmper for sin overlevelse.
Og vi taler med generalsekretær i Dansk Europamission, Henrik Ertner Rasmussen, om forholdene for de kristne mindretal i Tyrkiet og Pakistan - og om mulighederne for at komme de trængte kristne til hjælp via uddannelse, oplysning og mission.
En næsten 1500 år gammel bog med de fire evangelier, skrevet på Jesu sprog, aramæisk, som stadig er liturgisk sprog blandt de syrisk-ortodokse kristne. Bogen bruges under messen på det syrisk-ortodokse Mor Gabriel-kloster i Tyrkiet
Messe i en 1500 år gammel syrisk-ortodoks kirke i landsbyen Dargecit i det sydøstlige Tyrkiet. De fleste af deltagerne i messen er pilgrimme fra Sverige, som flygtede fra landsbyen i 1970'erne
Josef Ay flygtede med sin familie fra landsbyen Dargecit i det sydøstlige Tyrkiet snart 40 år siden. Nu er han tilbage for at besøge den syrisk-ortodokse kirke, hvor hans far var præst