preload loader
P1 - det giver mening
Rel rapp 21-8-2012

I USA kan grøften mellem kirken og de kristne på den ene side og homoseksuelle på den anden ofte virke uoverskuelig stor. Men i den kristne organisation The Marin Foundation forsøger man at bygge bro mellem de to grupper.

 

Jeg plejede at være en bibelslyngende homofob

Religionsrapport 21. august 2012 kl. 11:30 på P1

Boystown er Chicagos bøssekvarter. Her hænger regnbueflag i de fleste butiksvinduer og ud over altanerne. Bøssepar går selvsikkert ned ad gaderne med hinanden i hånden. I kvarterets hovedgade, Halsted, ligger den 25 år gamle og verdensberømte bøssebar, Roscoe's. TV-skærme rundt langs loftet viser en remixet musikvideo med Rihanna og rytmen banker højt gennem rummet i up beat tempo, mens folk i baren nærmest råber til hinanden. I et hjørne står to mænd og simulerer forskellige sexstillinger.

Udover at være bar, dansested, koncertsted med DJ's og drag queens, så inviterer Roscoe's fire gange om året ind til et arrangement, hvor Jesus og forholdet til de kristne er på programmet.

Manager på Roscoe's Shawn Hazen fortæller, at arrangementet med de kristne er blevet regulære tilløbsstykker.

- Jeg tror, vi havde det første arrangement for fire, fem år siden. Nu har vi slet ikke plads til alle, der kommer til arrangementerne. Hele stedet er pakket, folk står op ad væggene og sidder på bardisken. Det er ret utroligt, siger Shawn Hazen.

Ingen løftede pegefingre
Det er den kristne organisation, The Marin Foundation, der tropper op på Roscoe's fire gange om året med stifter og leder Andrew Marin i spidsen. Formålet er at skabe bro mellem de kristne og de homoseksuelle. Her er ingen løftede pegefingre eller opfordringer til at droppe livet som homoseksuel.

- Lokalt har homomiljøet taget usædvanlig godt imod os. For vi er jo ikke bare en gruppe heteroseksuelle; vi er både heteroseksuelle og homoseksuelle. Vi er konservative kristne og vi er progressive kristne. Der er mange i bøssemiljøet, der er blevet såret af kirken. Vi står nu frem og siger undskyld for, hvordan det er sket, og vi prøver at finde ud af, hvordan vi bedst kan være til hjælp og samarbejde. I starten var der en del skepsis, fordi vi repræsenterede alt det, der havde såret mange. Men i dag, hvor vi har været her i over ti år, så tror de faktisk på det, siger Andrew Marin.

Undskyld
The Marin Foundation deltager hvert år på Chicagos Gay Pride Parade. Organisationens medlemmer har så T-shirts på, hvor der står "I'm sorry" (Undskyld) på forsiden og på bagsiden "Love Is My Orientation" (Kærlighed er min orientering). Så liner de op langs paraden med skilte, hvor der står " Jeg beklager, at jeg ikke lyttede til dig", "Jeg beklager, at kirken har såret dig" og "Jeg plejede at være en bibelslyngende homofob, undskyld".

I USA kan grøften mellem kirken og de kristne på den ene side og homoseksuelle på den anden ofte virke uoverskuelig stor. Lige nu fylder emnet meget i USA, hvor præsident Obama i foråret erklærede sin personlige støtte til at homoseksuelle kan blive gift. Andrew Marin kalder det en regulær kamp mellem grupper af kristne og homomiljøet. Den kamp spidsede til for få uger siden i og omkring Chick-Fil-A, en fast food kæde, der sælger kylling. Ejeren af kæden udtalte, at han støtter den bibelske definition af ægteskabet mellem en mand og en kvinde. Kristne strømmede til for at støtte Chick-Fil-A ved at købe kyllingesandwiches og homoseksuelle for at protestkysse udenfor restauranterne.

Hvad gjorde du for mine homoseksuelle forældre?
The Marin Foundation arbejder ved bevidst at række ud til kirker, både på kirkens højrefløj og på venstrefløjen. De faciliterer samtaler, hvor kristne og homoseksuelle mødes ansigt til ansigt og taler sammen om tro, seksualitet og kultur:

- I dag er homoseksualitet blevet det mest definerende emne, i forhold til, hvordan unge mennesker og det brede samfund ser på den kristne kirke. Hvis vi ser en generation frem, så vil kirken blive defineret alene ud fra, hvordan vi greb det her an og behandlede spørgsmålet om bøsser og lesbiske i dag. De næste generationer vil se tilbage på os nu i 2012 og spørge: "Elskede du mine homoseksuelle venner, elskede du mine homoseksuelle forældre? Hvad gjorde du for dem?" Kulturelt set tror jeg, at måden kirken har grebet dette an på i dag vil kunne sammenlignes med andre emner, som for eksempel holdningen til kvindelige præster og racisme, siger Andrew Marin.

Identitet med tro og homoseksualitet
Kevin Harris er medarbejder i The Marin Foundation og så er han homoseksuel. Han er selv kristen, voksede op i en baptistkirke. Han holder fast i både sin tro og seksualitet og det har sat ham i et dilemma, hvor han endnu ikke har fundet svaret:

- Som en person, der er tiltrukket af mænd, prøver jeg at finde ud af, hvordan jeg udlever min tro og seksualitet på en måde, der ærer Gud. Ved at læse Bibelen og se, hvad skriften siger. Men skal det betyde, at jeg satser på cølibat eller betyder det, at jeg kan være i et homoseksuelt forhold? Jeg har ikke alle svarene endnu, men jeg prøver bare at ære Gud, hvor jeg er. Jeg forsøger at stå ved, hvem jeg er, ved at tage hele min identitet på mig og gå ind i mine forhold til andre og til Gud med åbenhed, sårbarhed og autenticitet. At prøve at finde ud af hvad det vil betyde for mine intime forhold eller mangel på samme - ja, det er vist der, hvor jeg er nu, siger Kevin Harris.

 

Send eller anbefal link

Tilrettelæggelse:

Lisbeth Brocelius Meléndez

Medvirkende:

Joey, Joelle, Andrew Marin, Kevin Harris, Shawn Hazen

 
 

Temaer og links

I forlængelse af tv-programmer har DRs Tro-redaktion produceret en række temaer. Her kan du læse om hinduismen, buddhismen, pinsebevægelsen m.fl.

 
 

Tirsdag kl. 11.30

 

Onsdag kl 2.03, lørdag 00.30 og søndag 7.30 og 19.03 på digital radio

 

Få Religionsrapport som podcast

Hvis du vil abonnere på dette program, har du følgende muligheder:

  • iTunes
    Klik her, hvis du henter programmer med iTunes
  • XML
    Højreklik og kopier linkadresse

Læs mere om podcasting her

 

Seneste fra Mennesker og tro

 

Seneste fra Eksistens

 

Seneste Radiogudstjenester

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > Religionsrapport > udsendelser

© Copyright DR 2013. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.