Vampyrer bed hul i finanskrisen
Reportagen 25. januar 2010 kl. 12:45
på
P1
De er sat i verden for at suge blod og energi ud af deres ofre.
Men for en gangs skyld viser de sig som helte.
Vampyrer - eller i hvert fald en række bestsellerromaner om vampyrer - ser ud til at have trukket den lille skovhuggerby Forks i det nordvestlige USA ud af krisen.
'Twilight'-bøgerne er historien om teenageren Bella - bosat i byen Forks - som forelsker sig vampyren Edward. Kombinationen af kærlighed og action har fået folk over hele verden til købe millioner af bøger, og det er de læsere, der nu i stor stil ankommer til Forks.
- For to år siden havde vi 40 gæster om dagen. Nu har vi 400, siger Bruce, der ejer den lokale diner Sully's Drive In.
Han serverer nu Bella burgere, og han har reserveret et bord permanent til Bella og Edward, hvor gæsterne - mens de venter på berømthederne, som vistnok aldrig er kommet i virkeligheden - kan få taget et billede.
Børnebørnenes højeste ønske
De 3.000 indbyggere har i det hele taget fundet et gyldent alternativ til den tømmerhandel, som de tidligere levede af. Mange anede ikke deres levende råd, da finanskrisen satte en stopper for byggeriet og dermed også for efterspørgslen på træ.
Men så bed vampyrerne altså hul på bylden for dem, og over alt i den lille, støvede by kan man nu købe alskens merchandise fra serien.
De lokale fortæller historien om bedstemoderen fra Australien, der spurgte sine børnebørn:
- Nu er jeg gammel, og I må vælge et sted i verden, hvor I kan komme hen. Hvor skal det være?
Og børnebørnene svarede:
- Forks.
Måske overnattede familien på et af de lokale Twilight-moteller, som har specielle Twilight-rum malet i dystre Twilight-farver. Til en merpris, naturligvis.
Og de lokale behøver ikke frygte fremtiden. Opsvinget ser ud til at vare et godt stykke endnu, for'Twilight' fandt i 2008 vej til Hollywood og går lige nu sin sejrsgang verden over på DVD.