Jagten på anerkendelse

• Ugens reportager - se højre margen   (14:00)

Ros, bekræftelse, at blive set og hørt, at føle sig elsket, værdsat, beundret - anerkendelse  forstås forskelligt, men det er et narkotikum, uanset hvad!

Forfatteren Carsten Jensen og journalist Mikael Bertelsen har begge prøvet at stå i rampelyset og har fået masser af ros, anerkendelse og hædrende statuetter.

- Anerkendelsen er hovedretten og ros er den vitaminfattige dessert og man må aldrig forveksle anerkendelse med kærlighed. Anerkendelsen kan sagtens kan være kold og kalkulerende, og har ikke kærlighedens varme, siger Carsten Jensen.

Mikael Bertelsen ser anerkendelsen som et centralt motiv for at lave TV og radio:

- Jeg kan kun svare på mig selv, men du får en meget hurtig respons, og det har folk brug for.

Og Mikael Bertelsen skelner også mellem anerkendelse og ros:

- Ros, den er kortvarig, den er gratis. Det mærkelige har været for mig, at ros først kommer, når man ikke har brug for den! Ros fra chefen får man først, når det er sikkert for dem at rose en!

Den overfladiske prisoverrækkelse
Et meget bombastisk udtryk for anerkendelse er prisoverrækkelsen. Her er man i åben konkurrence med andre, og vinder. Måske!

Spotlight, klapsalver, en statuette overrækkes, glædestårer og en rørstrømsk takketale bliver afleveret til publikum i salen. Og meget gerne med kamera på, så hele verden kan se, at man er den bedste af de bedste. Det år i hvert fald!

Men en prisuddeling er langtfra altid så sjov, som det ser ud på TV. Mikael Bertelsen var vært ved European Film Award i 2008 og undrede sig meget over, at kunstnerne tilsyneladende hadede prisuddelingen, men alligevel var de til stede i salen alle sammen: 

- Ligegyldigt hvem jeg snakkede med indenfor filmbranchen, så syntes de, at det var det mest rædselsfulde arrangement, man overhovedet kunne deltage i. Det var så stift og så forfærdeligt, og så kunstigt og overfladisk, men alligevel, så var de der allesammen. Og det kunne jeg ikke forstå, at man hadede det så meget, men var nød til at være der.... det gav mig som vært en mærkelig opgave, at skulle navigere i den her, på mange måder, dårlige stemning. I starten er alle vindere, men til sidst i sådan et arrangement, sidder man jo tilbage med en masse tabere. Kan man rumme at sidde tilbage som taber, og alligevel afsky overhovedet at være til stede? 
 
Krav om anerkendelse
Selvhævdelse er en menneskelig ting, men det hjælper ikke at hævde, at man er rigtig god, hvis andre ikke er enige i den betragtning eller er tavse omkring det. Vi har brug for de andre, at de bekræfter os.

Men at sige det højt, at man gerne vil have anerkendelse, det er alligevel ungdommelig nyt og en helt konkret oplevelse har fået tilrettelægger af ugens reportage serie, Torben Brandt, til at se nærmere på anerkendelsen:

- "Vi får ikke nok anerkendelse", var der en af de unge journalister der sagde på et redaktionsmøde. Jeg tror aldrig, jeg har hørt nogen sige sådan på et redaktionsmøde før. Hendes tonefald var lidt det samme som det, der plejer at ligge under den klassiske bitre journalistsætning, "min redaktør hører aldrig hvad jeg laver", men forskellen var den selvfølgelighed hvormed hun sagde det, som var det en af paragrafferne i menneskerettighederne eller en faglig overenskomstvunden ret.

Den bemærkning som Torben Brandt overhørte på et redaktionsmøde, har han forelagt en ung praktikant i DR.

- Min fordom er, at det er meget svært for os ældre at navigere blandt unge, der er så selvbevidste?

- Mange af os er selvbevidste, svarer DR Praktikant Nina Sauerland, men hun stiller sig tvivlende overfor, om den selvbevidsthed skal forstås bogstaveligt.

- Får vi faktisk anerkendelse for vores store CV, for vores omstillingsparathed? Fik vi alle sammen masser af anerkendelse, så ville vi ose af selvværd, men sådan en som mig tvivler hele tiden. Det er der mange af os der gør. Man tvivler på, at man er god nok til at være en del af et fællesskab. At vi kun bliver anerkendt for det, vi er gode til. Det knækker man nok nakken på. Vi har fået at vide, at alt skal på CVét. Alt skal se skide godt ud. Bare så fagligt relevant; den her lille backpacker tur til thailand - hvor jeg lå i sprit - det var i virkeligheden en stor religiøs oplevelse ... der har været vildt mange forventninger til, hvad vi skal kunne.

Torben Brandt kan godt se chefernes dilemma i forhold til den selvbevidste ungdom:

 - For kort tid siden skrev Dagbladet Information om chefer, der var ved at miste tålmodigheden med deres unge ansatte, der nærmest dagligt krævede anerkendelse for det, de havde lavet, stort som småt. Det havde skabt en stemning, hvor det næsten var blevet umuligt for chefen at sige, når noget var dårligt. Jeg så en chef for mig, der er helt pustet op af indestængt raseri og som bare brænder efter at skrige "det er noget lort du har lavet" lige ned i hovedet på den unge medarbejder!

En chef melder ud
En der ikke er i tvivl om, hvad anerkendelse er, er teamchef i Københavns Kommune Ole Bræstrup.

Anerkendelse handler om at inddrage medarbejderne, når en virksomheds værdier skal fastsættes. Det handler også at rose og opmuntre folk, når de har taget et selvstændigt initiativ.

Men noget af det vigtigste, for ham at se, det er, at man som leder kommunikerer ud til medarbejderne, hvordan problematikker i hverdagen skal håndteres, såsom sygefravær:

- Det er et problem, når en kollega er syg, og det skal man tale om. At det faktisk er i orden at være syg. Det er ikke pjæk. Og hvis man så har lyst til at pjække en dag, så gør man det ikke, fordi man ved, at sygdom er noget der bliver talt om.