preload loader
4 Spøgelserne
 

Stang-veninder, spøgelser og alvor

Reportagen 15. marts 2010 kl. 12:45 på P1

Kampsax-Kollegiet folder sig ud midt i februar, hvor vinteren synes umulig at komme af med. Fyrre gulstensbygninger indrettet med køkkener og værelser. Næsten femhundrede beboere at åbne op med båndoptager og mikrofon som nøglen ...

Tilrettelægger Kasper Søegaard fortæller om ugens reportage-serie

... kollegie-livet har altid interesseret mig. Der er noget umiddelbart dramatisk i at placere så mange mennesker så tæt. Og der er folder sig historier og spil ud i præcis den sociale boble, som næppe ser dagens lys andetsteds.

Jeg indlogeres af Allan. Kollegierådets næstformand fortæller om stedet – og livet præcis her. De fleste beboere læser på DTU, Danmarks Tekniske Universitet. Jeg samler ideer til hvilke personer, temaer og mentale steder og veje der skal undersøges, for at beskrive kollegiet i reportage-serien. 

Det er ofte sådan, jeg arbejder. Jeg får ideer til udsendelser og serier, når jeg sludrer med mennesker, jeg møder. På en cafe i indre København, hos familien, sammen med venner og kolleger. Jeg henter sjældent ideerne i aviser, radio, tv. Det gir mere at flankere sine dage med interessante personer. Som her med Allan.

Reportage båret af tilfældigheder     
Jeg har som regel ikke nogen plan, når jeg tager af sted. Det eneste jeg ved, er, at der nødvendigvis må være noget interessant ved stedet og de mennesker, der bor her. Det viden er nok. Det andet kommer af sig selv. Historierne. Man falder ind. Suger indtryk og bevæger sig ud i et mentalt wild west, hvor troen på tilfældet og nysgerrigheden får lov til at råde.   

Torsdag aften i baren. Barbestyrer Iggy er interessant. Midt i 20’erne, høj med langt lyst hår. Hans forældre besluttede sig for navnet Iggy efter en koncert med musikeren Iggy Pop. Og nu er han her. Der er noget både blidt, følsomt og bestemt i hans blik. Det pirrer nysgerrigheden. Hvem er han? Pigerne er glade for ham. Sådan ser det ud. Han styrer baren, mens musikken overdøver os. Går omkring. Det giver en vis status at være den, der kører baren.

Jeg optager ham, mens han spiller billard med sin ven Christian. De snakker om piger. Christian føler sig fuld af selvtillid og han er en mand på jagt. Senere viser Iggy overraskende sider af sig selv. Hans far spiller en stor rolle i hans unge liv, og så er der Helene – pigen, der rumsterer i værelset ved siden af. Jeg optager det hele.

”Hul-kusiner” og ”stang-veninder”
Og to piger nærmer sig mikrofonen. Så snakker de løs af sig selv, mens jeg optager. Og de fortæller, at de er ”hul-kusiner” og ”stang-veninder”. Sådan kalder de det, når to piger har været sammen med den samme fyr. Og aftenen bliver lang.

Og jeg tænker på min egen kollegie-tid, og jeg beslutter undtagelsesvis at lade fraklip fra mit eget liv få plads i reportage-serien fra kollegiet. Normalt klipper jeg ellers mig selv ud for at give plads til interview-personerne og lade dem fylde rummet ud.

Pigen Hannah fortæller fint og præcist om at være blandt kollegiets få kvindelige beboere. Og der åbner sig en samtale som skal vise sig at favne et tema til et af reportage-seriens fem afsnit. Om overdreven opmærksomhed, sex og magt.

Spøgelser på kollegiet    
Dagen efter møder jeg kollegieinspektøren og lytter på historier om beboere, der har svært ved at falde ind i det sociale liv. De kalder dem ”spøgelser” –  en ny vinkel synes klar. Jeg indsamler beretninger om beboere, som isolerer sig på deres værelser. En pige fortæller om en kvinde, som de kun havde set få gange på tre år. Og en mystisk historie lander i mellem os. Om en beboer, der havde en levende drage i sit værelse.

Dagene løber, mens vinteren tør. Jeg optager videre. Jeg tænker på bar-bestyrer Iggy igen. Hans historie tumler rundt og jeg ender med at skrive en sang om ham og hans far. Der er historier som folder sig bedre ud i musik. Og nu klipper jeg og redigerer ind og ud. Jeg beslutter at tage sangen om Iggy med. Og efter fem dage pakker jeg det hele sammen i hovedet og tager hjem.

Jeg overvejer om næste reportage-serie skal handle om speedway, fødder eller redaktionelle blodhunde-miljøer. Der er historier overalt. Og meget mere i billedet end det der møder øjet.

 

Send eller anbefal link

Tilrettelæggelse:

Kasper Søegaard

Medvirkende:

Allan Johnsen, Lise Friis, Trine Krab, Roland Poulsen, Hannah Vodstrup, Helena Sørensen, Iggy Sahlertz, Christian, Lasse Olsen og Lotte Kristensen

 

Lyd og video

 

Kampsax Kollegiet

Klik på et billede

For at se et billede i fuld størrelse skal du blot klikke på det. Klik på billedet igen og du får denne oversigt frem igen.

Mandag til fredag 12.43

 

Seneste Features

 

Seneste fra Besøgstid

 

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > Reportagen > Udsendelser

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.