Lindøværftet lukker og slukker
Reportagen 22. marts 2010 kl. 12:54
på
P1
Det er lidt over middag den 10. august 2009. Hallen er fyldt med mænd og kvinder i blåt arbejdstøj. Usædvanligt tavse hører de værftets bestyrelsesformand meddele, at Lindøværftet skal lukke definitivt i 2012. Kun de skibe, der er bestilt, skal bygges færdige.
Ejeren af værftet, AP Møller-Mærsk, har mistet tålmodigheden med de mange og lange røde tal i regnskabet.
Det er Danmarks sidste store skibsværft, der lukker. En historisk epoke er slut.
Værftsfamilien
- Det må jeg sige, det var jeg slet ikke forberedt på. Hvis man ikke havde været en mand, havde man nok knebet en tåre. Det er det tristeste, jeg har hørt i mange år.
Driftleder John Laursen startede i lære på værftet i 1973, fordi hans far arbejdede der. Og traditionen fortsætter. John Laursens hustru og fire sønner arbejder også på værftet. Den ene af sønnerne er godt nok mere til det boglige, men han endte også med at komme i lære. Derfor har værftet altid fyldt meget i familien.
- Men som situationen er, er det måske ikke så smart at være det samme sted, siger John Larsens hustru, Sanne.
Morgenbajere og gule ærter
Nogle af de første, der har fået fyresedlen, er dem, der sørger for mad, cigaretter og øl til de 2.000 værftsarbejdere.
Inge Marie Buchholdt har i 35 år stået i kiosk 2 på værftet. Hun kender stort set alle værftsarbejderne. Måske ikke af navn, men på hvilket cigaretmærke de ryger, og om de skal have en brunsvier til morgenmad eller en morgenbajer.
Hun starter kl. 5 om morgenen med at samle tomme flasker ind fra kantinebordene, hvor natholdet har sluttet af med en flok pilsnere. Og et par ældre skibsbyggere fra dagholdet skal også lige have én at starte på.
- Der er jo nogen, der skal starte dagen med en morgenbajer. Men det er ikke så mange mere.
Det konstaterer hun, inden hun må udenfor og ryge en smøg.
Nybygger-byen Munkebo
Det er 50 år siden, det gamle værft i Odense flyttede op på Nordfyn og blev til Lindø-værftet.
Værftshallerne, dokkene og havnebassinerne skød op på bredden af Odense Fjord. Lige ved den lille, stille landsby Munkebo, der pludselig oplevede en eksplosiv nybyggerkultur, da værftsarbejdere strømmede til.
Boligblokke, butikker, skoler, lægehuse og svømmehal fulgte med de 6-7.000 værftarbejdere og deres koner og børn.
Jan Johansens familie var en af dem, der flyttede til byen, da hans far fik arbejde på værftet i 1962.
- Man kunne høre bankelyde og se kranerne hele tiden, derfra hvor vi boede. Og alle værftsarbejderne gik eller cyklede på arbejde. Morgen og aften kom de som kolonner til og fra Lindø.
Jan Johansen kom også selv til at arbejde på værftet. I dag er han ansat i 3F i Nyborg og prøver ihærdigt at finde nye job til de fyrede værftarbejdere.
Smeden uden klunker
Langt de fleste af værftsarbejderne i blåt arbejdstøj er mænd. Sådan har det altid været.
Men i 1976 brød Lene Juncker med noget af mandehørmen og blev den første kvindelige smedelærling på værftet.
- På Lindø får man respekt ved at give den gas og vise at man kan lave noget. Og ved at man tør spørge, når der er noget, man ikke ved.
Udover at håndtere jernplader, bygge skibe og omgås mange mænd på arbejdspladsen, så lærte Lene Juncker en hel del om arbejderkultur, om mangfoldighed og om at slås for sine politiske holdninger.
Efter 10 år blev hun fyret under en af de mange nedskæringsrunder. Men hun har taget sine erfaringer med sig til sit nye job som skolelærer og som aktiv i Enhedslisten.
Mortens mirakel
Værftet lukker først helt i 2012, men værftsarbejderne vil blive fyret løbende efterhånden, som skibene bliver færdige.
- Det bliver en frygtelig tid. Det er det allerede, siger skibsbygger Morten Åløkke, der har bygget skibe i 30 år.
- Folk råber ad hinanden, de bagtaler hinanden. De vil alle være de sidste, der bliver fyret. Sådan har det ikke været før.
Men midt i alt det triste, kan den 50-årige skibsbygger varme sig over noget, der skete i hans liv for et par år siden. Noget han kalder et kæmpe mirakel ...