TV3 præsenterer "Til bords med ..." Kronprinsesse Mary Og Krigmor Zobel
Selvsving 12. marts 2010 kl. 06:50
på
P1
Det let abdicerede jetsetdronning Rigmor Zobel er på krigsstien for at flytte fokus.
Først satte Reimer Bo verdensrekord i 10.000 meter medløberi. Bagefter mente kronprinsesse Mary så, at det var hendes tur til at hvidvaske den narkodømte.
Så i et velfortjent afbræk fra hverdagens stressede royale trummerum tronede jetset-prinsessen Mary pludselig på restaurant med dronningen Zobel.
Men de har jo også en del til fælles. Den narkodømte er Rigmor og Mary er en rig mor.
Så mon ikke snakken er gået godt og længe.
Da vi efterhånden er endt i et samfund, hvor der simpelthen ikke er flere reelle problemer for mennesker, er det vel kun naturligt, at ugens nye parti satsede hele butikken på dyrevelfærd.
"Fokus" lyder som et discount-supermarked, men det er et rigtigt parti med en rigtig formand.
Christian H. Hansen hedder han - og ja, H'et står naturligvis for hundeposer, som forventes at blive et punkt på næste finanslov.
Partiets anden profil er den kendte dyrevelfærds-stripper Kira Egern, der tidligere har vist at hun er imod alle former for pels. Begge profiler appellerer bredt til alle dyr med stemmeret, så måske har de en chance ... et sted mellem Hundested og Kattegat.