preload loader
 

DR Romanprisen 2012

DR Romanprisen 12. december 2011 kl. 21:30 på P1

Så er de seks nominerede i kampen om at finde modtageren af DR Romanprisen 2012 offentligtgjort. Prisen uddeles i juni 2012, så der er god tid til at få læst de seks romaner.
I 6 udsendelser ser P1 nærmere på fortatterne og deres værker.
En jury af læsere afgør i slutningen af maj, hvilken af de seks nominerede romaner der skal have DR Romanprisen.

Nedenfor får du et lille overblik over bøgerne, hvad de handler om, hvornår de er månedens bog i Romanklubben, og hvornår de diskuteres på bibliotekerne.

De seks nominerede:

Lone Hørslev, 'Sorg og Camping'
I 'Sorg og Camping' skal vi 26 år tilbage i tiden. Hele bogens handling udspiller sig på en enkelt dag, nemlig den 30. november 1985. Vi er i den lille by Løkke i Vestjylland, hvor købmandskonen Marianne er ved at pynte op til jul på sin mand Jørgens fødselsdag. I løbet af bogen og den ene dag følger vi fem personer, der er forbundet på kryds og tværs. Lone Hørslevs hverdagsdrama fortæller om hemmeligheder, længsel og drømme og om at være fanget i det liv, man nu engang lever.
Sendes mandag den 12. december 2011.

Jonas T Bengtsson, 'Et eventyr'
En lille dreng flytter fra by til by, fra sted til sted med sin rodløse og rastløse far. De to er alene i verden og på flugt fra den hvide Dronning og hendes mænd, som faren hver aften fortæller eventyr om. Selvom drengen er gammel nok til at gå i skole, så går det ikke, når man hele tiden flytter. Derfor sørger hans far for at tage ham med i skoven, i kirken, på Christiansborg og hvor man ellers lærer noget om samfundet og verden. Indtil en dag, hvor det går galt.
'Et eventyr' følger drengen fra han er seks år gammel og til han 14 år senere forsøger at slå igennem som kunstner.
Sendes mandag den 20. januar 2012.

Erik Valeur, 'Det syvende Barn'
Erik Valeur vandt Danske Banks Debutantpris for sin roman 'Det syvende barn'. Historien handler om syv børn, der helt i begyndelsen af deres liv kommer til spædbarnshjemmet Kongslund. Her bor de på samme stue, indtil de en efter en kommer ud i nye familier. Men et af børnene bærer på en stor hemmelighed, og 50 år senere, da en død kvinde findes på en strand, eksploderer en sag i medierne: Har hjemmet i virkeligheden virket som et skalkeskjul for højtstående danske mænds sidespring og fejltrin?
Sendes mandag den 20. februar 2012.

Henrik Andersen 'Beskyttelseszonen'
I 1965 møder danske Poul Nørskov den østtyske Ingrid, de bliver forelskede, og hun bliver gravid. Ingrid kan få lov til at rejse med Poul til Danmark og gifte sig, mod at parret giver tilbagemeldinger af forskellig karakter - man kunne jo kalde det spionage - til DDR.
Umiddelbart virker det som en fin løsning, men mange år senere skal parrets søn, Martin, som er et stort fodboldtalent, spille i en klub i det tidligere Østtyskland. Og lige pludselig er forældrenes fortid og hemmeligheder ikke så langt væk.
Sendes mandag den 26. marts 2012.

Trisse Gejl: 'Siden blev det for pænt'
Forfatteren Trine Vedel har skrivestop. Det burde ellers være lige til: De første to bøger i en trilogi er sparket af sted, blevet godt modtaget, og Trine rejser verden rundt og fortæller om sit forfatterskab. Men det er ikke så lige til. For ud over, at Trine er fuld hele tiden, at hun har en stor gæld på 300.000 kroner og at hun tror, hendes mand har en affære, så sker der bare ikke noget, når hun sætter sig til tasterne og prøver at få den sidste del af trilogien i land. Hun kan simpelthen ikke skrive mere.
Sendes mandag den 23. april 2012.

Lisbeth Brun: 'Det du mister'
Marie er enlig mor til Ole og tidligt gravid igen. Årstallet siger en gang midt i 60'erne, og Marie ankommer til en gård. Her bliver hun ansat som husholderske, men ender med at blive gift med landmanden Villy. På én betingelse: Villy vil gerne tage sig af drengen Ole, men vil ikke vide af det lille pigebarn i maven. Marie bortadopterer barnet. Hun tænker, at det man mister, skal holdes op i mod det, man slipper for. Men nogle år senere bliver Marie meget bevidst om sine til- og fravalg i livet. Har hun valgt rigtigt? Og kan hun leve med sine valg?
Sendes mandag den 21. maj 2012.

 

Send eller anbefal link

Læs meget mere om Romanprisen her:

 

Lyt til

Få Romanprisen 2012 som podcast

Hvis du vil abonnere på DR Romanprisen 2012 har du tre muligheder:

  • iTunes
    1. Klik på iTunes linket.
    2. iTunes åbner.
    3. Klik ja til at du vil abonnere den valgte podcast.
  • ZENcast
    1. Klik på ZENcast linket.
    2. ZENcast Organizer åbner.
    3. Klik ja til at du vil abonnere på den valgte podcast.
  • XML
    1. Højreklik på XML linket.
    2. Kopier linket.
    3. Åbn dit podcast program.
    4. Vælg "Abonner på ny podcast" eller lignende.
    5. Sæt linket ind

Læs mere om podcasting her

 

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > Serier > DR Romanpris

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.