Om Det armenske folkemord

Det armenske folkemord er stadigvæk politisk betændt i Tyrkiet, her næsten 100 år efter det fandt sted. Tyrkiet anerkender ikke, at folkemordet fandt sted, men er presset til i det mindste at tale om den blodige historie. Spørgsmålet indgår i forhandlingerne om åbningen af den tyrkisk-armenske grænse, som ventes at være afsluttet omkring årsskiftet. Samtidig er Tyrkiet presset af både USA og EU for at anerkende overgrebene i 1915-1917, hvor mellem 800.000 og 1.5 millioner armeniere blev deporteret og massakreret. 

I seriens tre udsendelser får vi historien om det armenske folkemord, som 3 centralt placerede danskere i Tyrkiet oplevede den.

Maria Jacobsen var missionær og sygeplejerske i det østlige Tyrkiet og skrev dagbog under hele forløbet. Hun fortæller i dagbøgerne om de organiserede deportationer, om myrderierne, om sulten, børnene der blev smidt i floden, og om missionærernes store arbejde for dog at redde nogle få, ikke mindst børnene.

Karen Jeppe var lærer og børnehjemsforstander i Urfa, der ligger på kanten af den syriske ørken, der var bestemmelsesstedet for det mindretal, der overlevede deportationernes henrettelser. Karen Jeppe gemte armeniere i flere måneder, under gulvbrædderne i sit hus, og senere sørgede hun for mad til dem i bjergene. 

Carl Ellis Wandel var dansk gesandt i Istanbul fra 1914 til 1920. Han skrev indgående indberetninger til det danske udenrigsministerium om overgrebene og om den tyrkiske regerings hensigter.  Der var ingen tvivl hos disse tre danske iagttagere om, at myrderierne var centralt planlagt, organiseret og udført.