En by i Rusland
En by i Rusland - sådan siger vi, når noget er langt væk på en næsten komisk måde - uforståeligt, utilgængeligt og måske umiddelbart aldeles uvedkommende.
Vi kalder vores programserie "En by i Rusland", fordi vi gerne vil derud, hvor vi ellers ikke kommer og gøre det fjerne og utilgængelige nært, konkret og menneskeligt.
Vi har bragt en række russere til mikrofonen og med hjem til Danmark for at lytterne kan høre deres historie. Og vi har forsøgt at tegne en række levende nærbilleder af de steder, vi har været og de mennesker, vi har mødt.
Verdens største land
Alene størrelsen af dette landmassiv kan få en til at miste pusten. Hvor skal man ende og begynde? Men geografien er ikke den eneste grund til, at den vestlige nyhedsforbruger må kigge langt efter en bredere dækning af Rusland. Ofte når nyhedssonden ikke ned i nærheden af den russiske hverdag, hvor livet leves, men bliver på det politiske niveau.
Vi ville gerne hinsides nyhederne og høre, hvad russerne egentlig selv siger om deres egne muligheder og fremtidsdrømme, og hvordan de opfatter forholdet til Europa og Ruslands identitet.
Med fem byer som scener indsamler vi oplevelser og refleksioner om kultur, økonomi og iværksætterånd, miljø, råstoffer, islam og lokalpatriotisme, kvinderoller, Fjernøstens udviklingsmuligheder og forholdet til Kina. Med mere, for kun i collagens form begynder man måske at nærme sig noget, der giver en fornemmelse af, hvad Rusland er.
Gennem fem byer
De fem programmer er en rejse fra vest mod øst: Fra Sankt Petersborg ved Østersøen kun et par timers flyvetur fra København, videre til Astrakhan ved Det Kaspiske Hav, til Kazan i muslimske Tatarstan, til Novosibirsk i Sibirien og endelig Khabarovsk ved grænsen til Kina.
Tag med på turen og oplev et Rusland befolket af skønhedsdronninger, forretningsfolk, miljøaktivister, muslimske studerende, fiskere, fysikere, forfattere, ægtepar og unge studerende med store fremtidsdrømme.
Brita Kvist og Anne Haubek
Programmerne er tilrettelagt af Anne Haubek, til daglig studievært og redaktør af "Europa Lige nu" i P1. Anne Haubek har beskæftiget sig med udenrigsjournalistik i over ti år, intensivt med Balkan og Østeuropa. Hendes reportager kan desuden lejlighedsvist høres i programmets "Stedsans".
Og af Brita Kvist, der er redaktionsleder og Ruslandsmedarbejder på Orientering på P1. Hun har de sidste ti år rejst på jævnlige reportagerejser til Rusland.