Kaviar og olie ved Volgas delta
En by i Rusland 22. februar 2010 kl. 20:03
på
P1
Verdens kaviarhovedstad kaldes Astrakhan, der ligger ved Volgas udløb nær det Kaspiske Hav.
Byen ligger her, fordi floden er her, og i bybilledet er fisk og flod konstant nærværende. Men den burde måske skifte navn til Verdens vobla-stad, for den lille fisk, voblaen, der er en del mere ydmyg end støren, er husmandskosten her, og den findes overalt.
En pæn del af den mandlige befolkning synes ikke at have andet at foretage sig end at stå med fiskestangen klistret fast i næverne ved broen over hovedindfaldsvejen, utrætteligt spejdende efter bid i vobla-sæsonen. Voblaen er en lille undselig skalleart man ikke kan undgå at blive konfronteret med under besøget. En populær ret her er tørret, saltet vobla med en øl til.
Den overfiskede stør
Det var dog støren, der bragte os hertil - for kaviaren i dens bug er gennem historien den vare, der har brandet Rusland allermest.
Det kan nærmest virke lidt ironisk og trist i dag, fordi der er så lidt af den, at der i øjeblikket er eksportforbud.
En del af årsagen skal findes i Sovjetunionens store logistiske armbevægelser: Støren blev stærkt truet, da Volga blev forsynet med en række vandkraftværker i Sovjettiden, og efter Sovjetunionens opløsning har rovfiskeriet presset den resterende bestand, selv om myndighederne patruljerer årvågent.
Også de størkyndige i byen, der er blandt verdens allerøverste elite inden for størforskning, kæmper imod, og et omfattende fiskeopdræt skal bringe bestanden tilbage til fordums storhed. Det gør de iøvrigt med et tæt samarbejde med bl.a Iran.
Fiskerne i deltaet
Men der er masser af andre fisk at kaste sig over: Vi besøger fiskere i Volgas delta, hvor der arbejdes i treholdsskift med at hive nettene ind.
"Skål for jeres ankomst, for vores venskab og for denne sydlige del af Rusland!" hilser de os, mens vi får fisk og kartoffelstykker på størrelser med en husholdningsæske tændstikker.
De bor i en sovesal i bunden af et skib på floden. Under frokosten taler vi med fiskekolkhosformanden om fremtiden, og hvordan de opfatter denne del af Rusland. De er stolte af det multietniske billede, for handelen ved Volga har trukket mange folkeslag til igennem tiderne. Og de er glade for naboskabet med Iran, der grænser op til Det Kaspiske Hav mod syd. "Hvorfor er I bekymrede for dem?" spørger de. Om de har atomvåben er da ikke interessant, det er der så mange andre lande, der også har.
Stoltheden
Vores møder med mennesker bliver i det hele taget en række møder med lokalpatriotisme i mange lag af befolkningen. Kokken, der kunne have fået en karriere i New York, men blev her, historikeren der mener, at byen har den mest interessante historie blandt alle russiske byer, den unge journalist der har snuset til den store verden i USA men vælger karriere og familie her, hvor hun "kan mærke duften af Volga" og er tæt på sin familie og dem hun holder af, det er nemlig det vigtigste, har hun fundet ud af.
En venlig, lun og lidt traditionstung by har taget imod os. Spændende at se om den er blevet en olie-boom town om nogle år, når de meget rige fund af olie i Det Kaspiske Hav bliver klar til produktion.
Genudsendelse. Sendt første gang den 3. august 2009.