preload loader
Expo 2010 Sverige

Et kig inde fra Sveriges pavillon på verdensudstillingen Expo 2010 i Shanghai.

Foto: PHILIPPE LOPEZ © Scanpix Sweden

 

Hele verden mødes på EXPO i Shanghai

P1 tema 20. juni 2010 kl. 15:03 på P1

Den svenske pavillon består af fire store kuber, der står helt tæt sammen kun adskilt af en smal gang. På væggene mellem kuberne ses gigantiske fotografier af en svensk bøgeskov. De strækker sig i hele bygningens længde og højde, og man er med det samme klar over, at det her handler om natur.

- De skandinaviske lande er ikke så tæt befolket - og byerne er ikke så store - og naturen har stor effekt på os, siger arkitekt Johannes Tüll, der har stået for det udvendige design af den svenske pavillon. De skandinaviske lande er meget innovative i forhold til deres størrelse - og det er der noget der har skabt, siger Johannes Tüll.

Sammenspil mellem by og natur
Han lægger vægt på, at naturen og byerne spiller sammen:

- Byerne er noget af det mest abstrakte og menneskeskabte vi har - det er superkomplekst. Og naturen er noget vi er en del af - det der ligger uden for byen, hvor vi bliver inspireret, slapper af og henter ressourcer. Vores mål er at vise, at de to systemer er meget vigtige - og det vigtigste for en bæredygtig fremtid er at vi bliver ved med at prøve, siger Johannes Tüll.

Tre af de svenske kuber er beklædt med hvide plader i forskellige størrelser og former - i hver plade er der hundredvis af huller, så selvom bygningen er høj, stor og bastant, så virker den alligevel let.

Den sidste af de fire kuber er meget mere luftig og består af et stort hvidt træskellet, der danner vægge og loft. Det føles faktisk som at stå i en skov, når man står under træskellettet, fordi solen trænger ned gennem plankerne som stod man under bladene i skoven.

For at fuldende illusionen af skov og natur har svenskerne lagt et udendørs-gulv, der består af hundredvis af små skiver fyrretræ. En slags fyrretræsfliser, der naturligvis dufter af fyrretræ - en elegant detalje og godt tænkt.

2,5 x 5 meter losseplads
Inde i den svenske pavillons hjerte er et stort mørkt rum med fem gigantiske fotografier på omkring 2,5 gange 5 meter. Ét fotografi viser en flok måger der svæver i luften over dynger af affald på en losseplads - på et andet fotografi ser man stærkt forurenet havnevand med olierester og madaffald.

Men billedet af lossepladsen og det forurenede havnevand er kun den halve sandhed - for går man 12 skridt til siden, ser man hvordan der i dag ser ud, der hvor der tidligere var forurenet. De store fotografier er nemlig klæbet op på trekantede stave, så man kan se dem fra to sider - før og nu siden kunne man sige.
 
- Sverige er et meget innovativt land med store virksomheder og mange opfindelser, siger Jakob Lind, der er chefdesigner på den indre del af den svenske pavillon, og direktør i design- og kommunikationsbureauet Futurniture.

- Det er kun gennem innovation, at vi kan redde miljøet. I dette rum erkender vi, at også Sverige har haft meget forurening - vi har stadig problemer, men vi forsøger at tag hånd om dem hver eneste dag, siger Jakob Lind.

Teknologien er løsningen
Og ifølge Jakob Lind så er teknologien løsningen snarere end en trussel:
- Teknologien har været en trussel i lang tid, men det er på grund af dårlig opførsel og bevidstløs brug af teknologien. Det handler om at forstå forbindelsen til naturen, og forstå, hvordan man er forbundet til naturen gennem sit forbrug - gennem byen. Og hvis vi skal forbedre byerne, så skal du forbedre måden du lever på, for at få et bedre liv, siger han.

Også den danske arkitekt, Bjarke Ingels, der står bag det danske bidrag på EXPO 2010, mener, at natur og by skal kunne fungere sammen:

- Mennesker er jo levende væsener på lige fod med hvad der ellers er af dyr og planter. Og hvis man ser vores tilstedeværelse og byer som naturfjendtlige, så ender det faktum at efterhånden halvdelen af jordens befolkning bor i byer med at være et kæmpe problem. Men hvis man ser byer som menneskeligt regulerede økosystemer, hvor man nøje indpasser dyr og planters sameksistens, så bliver byer en anden slags landskab på lige fod med marsker og skove og bjergområder. Og det er helt klart den måde man skal tænke på, hvis man skal tænke bæredygtige byer, siger Bjarke Ingels.

 

Send eller anbefal link

Tilrettelæggelse:

Mads Raagaard

 

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > Serier > Expo

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.