Tilbage til ghettoen
P1-serie 16. august 2012 kl. 11:30
på
P1
Journalisten Georg Larsen rejser med nye danskere tilbage til barndommens land.
Vi møder fire veluddannede nye danskere, fordi det er folk vi sjældent møder i medierne, der ofte fokuserer på kriminalitet og dårlige historier, når det handler om de fremmede.
Selvom de nye danskere fylder en del på universiteterne, erhvervsskolerne, gymnasierne, handelsskolerne, og der lige nu kommer generationer ud som tandlæger, læger, økonomer, håndværkere med anden etnisk baggrund. De siver problemfrit ind i det danske samfund, og medvirker til, at vi kan opretholde vores økonomi og velfærd.
Man bliver altså ikke nødvendigvis kriminel af at vokse op i Vollsmose. Man kan også ende som murermester som Mansur Sheik Ibrahim, der er flygtning fra Somalia. Han endte som 12-årig i det udskældte boligområde Vollsmose udenfor Odense. I dag er han murermester og bor i en stor lejlighed midt i Odense og kan se på, at politikere omtaler hans gamle nabolag med frygt og i negative vendinger. Men hvad har det betydet for ham at vokse op i en såkaldt ghetto?
Mansur er en af de fire hovedpersoner i udsendelserne. De andre er direktør og ideudvikler Tahir Siddeque fra Pakistan og Brøndby Strand, sangerinde og sundhedsassistent Feridah Rose fra Uganda og Tåstrupgaard og universitetsstuderende Shireen Laftah fra Irak og Mjølnerparken.
De har det til fælles, at de er børn af forældre som er flygtet fra krig, og at de har fået sig en uddannelse og godt på vej i karrieren og i det danske samfund. Som alle andre tænker de tilbage på deres barndommens gade med blanding af vemod, glæde og sårbarhed. Deres barndommens gade er det danskerne kalder for ghettoer.
De danske medier besluttede på et tidspunkt at kalde bestemte udsatte sociale områder for ghettoer. Nemlig dem, hvor der boede mange indvandrere.
Vi kender bedst ordet ghetto fra 2. Verdenskrig, hvor tyskerne tvang jøderne ind i bestemte boligområder, hvor de måtte leve afsondret fra omverdenen under kummerlige forhold.
En ghetto er defineret ved at mennesker med samme religion, kultur og ophav bor sammen. I Vollsmose bor der folk fra over 20 lande fra de fleste verdensdele. De har ikke andet til fælles end at være fremmed i samme land. En ghetto er altså i ordets betydning en forkert betegnelse. Men det er en betegnelse som nu er blevet udbredt i befolkningen. Som noget negativt, Og derfor hedder overskriften på denne programserie også tilbage til ghettoen, fordi det er interessant at høre hvordan folk, der er vokset op blandt mange andre fremmede egentlig mener om betegnelsen ghetto, og hvordan de så selv har haft det med at vokse op der.