Her er Danmarks Ms. Happiness
Dokumentar 05. april 2010 kl. 11:05
på
P1
Hun begynder som regel med at forsøge at få folk til at smile. Enten med en anekdote, en metafor eller et sjovt udtryk. Eller med en decideret joke.
Som dengang i Gladsaxe Rotary Klub i januar:
- Ja, der var engang en mand, der kom ind på en bar og spurgte efter vejen til Dublin. Så sagde bartenderen, ja altså, hvis du gerne vil til Dublin, så ville jeg slet ikke starte her. Så ville jeg starte et helt andet sted.
Der er spredt latter i det lille værelse i Gladsaxe. Som om folk ikke er helt sikre på, at pointen er afleveret.
Men den nyudnævnte klima- og energiminister Lykke Friis har ikke noget imod at sparke den lidt på vej.
- Det kan jo være lidt vanskeligt at starte et andet sted, når man nu står der og gerne vil til Dublin. Sådan er det også med klimaforhandlingerne, det kan jo godt være, at man kunne ønske sig at stå et andet sted, end hvor man faktisk står efter COP15. Men man kan jo ikke vælge sit udgangspunkt selv.
Drillet af Enhedslisten
Humor fylder en hel del af Lykke Friis’ arbejdsliv. Både vittigheden i sin reneste form med det underfundige perspektiv, men også anekdoterne og de små historier er vigtige at mestre som minister, mener hun:
- Jeg har en anekdotebank, som jeg tit lige griber til, når jeg skal diskutere et emne. Selvom det af og til lige kræver en opdatering, erkender Lykke Friis.
Hun har sagt ja til at få følgeskab af P1 hen over vinteren 2010 til en radiofonisk road movie. Vi har fået et sæde ved siden af hende i ministerbilen fra dagen, hvor hun blev udnævnt til minister og til nu, marts, 100 dage og adskillige udlandsrejser, paragraf20-spørgsmål og borgermøder senere.
- Jeg husker fx det første samråd, jeg var til, jeg tror, det var Enhedslistens Per Clausen der stillede spørgsmål om et kraftvarmeværk i Jylland. Dér var jeg meget langt ned på fjernlageret efter sjove historier, for anekdotebanken var helt tom, siger Lykke Friis.
Stemning med sproget
Selvom de hjemlige møder betyder meget for den nye minister, er det især rejsen til Kina i ugerne efter det mislykkede COP15-møde, som hun husker. Ifølge Lykke Friis gik den ny verdensorden med Kina og Indien som stadig vigtigere spillere op for alle. Pax americana eksisterer ikke længere.
- Derfor findes der vel ikke noget vigtigere sted at være end Kina efter det topmøde, siger Lykke Friis, og husker, hvordan hun forsøgte at skabe god stemning med sit billedrige sprog.
Ikke altid med succes.
- Jeg brugte lang tid på at forklare, hvorfor jeg omtalte USA som en elefant, fordi vi havde talt om klima i en time uden at nævne USA. Det fik dog bare min kinesiske kollega til at tale om tigeren, fordi det er tigerens år, husker Lykke Friis, der dog betegner mødet som en succes.
Lykke Friis fik nemlig held til at bløde stemningen op ved at fortælle om sit fornavn, og hurtigt blev hun født igen som hende den sjove, glade og vidende dansker:
Ms. Happiness.