Olien og kampen om vores fremtid

- Kald mig kulbrintemennesket.

Sådan begynder Frank Esmann P1's nye serie om oliens og naturgassens blodige historie og problematiske fremtid. Med den sætning påtager han sig det ansvar, som vi alle har.

Nu krydser han sit spor og kaster et blik ind i fremtiden. Løsrevet fra nuet men forankret i den historiske virkelighed fortæller han, hvordan det gik til, at han, kulbrintemennesket, i sin grådighed efter vækst, magt og penge endte med at se Nemisis, den græske gudinde, som straffede menneskene, når de brød den naturlige orden, i øjnene.
 
Hans fortælling er altså lytternes historie. Fortællingen om vores afhængighed af olien og naturgassen, og om hvordan vi gennem de sidste par hundrede år har jagtet lys, varme, mobilitet og økonomisk vækst.  Det startede med hvalolien, men den egentlige drivkraft, "stoffet, der gjorde mig høj", som Esmann siger, er kulbrinterne.

Siden den første olie blev fundet i Pennsylvania for halvandet hundrede år siden, har kulbrintemennesket udnyttet olien.  Slugt den, badet i den, svælget i den, udnyttet den, tappet dens reservoirer og forbrændt den. "Jeg har set den fostre revolutioner, krige og leveret kapitalismens, kommunismens såvel som markedssocialismens livs blod, " fortæller Esmann.

- Jeg har set den skabe verdens største miljøkatastrofer, og jeg har set den, sammen med naturgassen og kullene, forurene atmosfæren i et omfang, som i dag truer selve det eksistens grundlag for det moderne, mobile menneske, som den har skabt.

Jeg-formen er ikke bare et fortælle-kneb.  Når Esmann alias kulbrintemennesket er til gudstjeneste med John D. Rockefeller i 1911, eller når han i en bar på Manhatten i 1939 hører Hitler i Rigsdagen erklære Polen krig, var han der naturligvis ikke. Men når vi hører kulbrintemennesket rapportere om de brændende oliefelter i Kuwait eller fra Prins William Sundet i Alaska nogle år senere, er det ham.  Esmann var London-korrespondent, da eventyret i Nordsøen begyndte, og han dækkede 1973-krigen med speciel vægt på olieembargoen og dens konsekvenser. Til brug for en serie artikler i Berlingske Tidende om Danmark og olieembargoen rejste han dengang i to måneder i Israel, Kuwait og Ægypten. 

I udsendelserne dukker klip op fra hans Tv-nyhedsindslag og to dokumentarfilm om katastrofen i Alaska, da tankskibet Exxon Valdez fik bundet revet op og sendte sin last af tung råolie ud i Prins William sundet.  Under senere optagelser til en serie radioudsendelser om Obamas Amerika var han i Venice, Louisiana, da boreplatformen Deepwater Horizon eksploderede og åbnede en lækage, som gennem tre måneder sendte massive mængder af olie ud i Den Mexicanske Golf. Også her dukker kulbrintemennesket op, nu live og ikke virtuel.  

De bærende elementer i serien handler dog om vore dage og fremtiden. Her dukker et mylder af andre kulbrintemennesker op - EU's miljøkommissær Connie Hedegaard, udenrigsminister Lene Espersen, de tidligere udenrigsministre Uffe Ellemann Jensen og Mogens Lykketoft, de amerikanske oliehistorikere Daniel Yergin, som skrev hovedværket om oliens historie "The Prize", professor Sarah Elkind som underviser i Santiago og Marshall Goldman -professor ved Harvard og Wellsley universiteterne og forfatter til bøger om det russiske olie- og gasmonopol. Der er blot et lille udsnit af den vifte af personer, som Esmann har talt med for at fortælle historien om olien og naturgassen og den kamp om klodens fremtid, som de fossile brændstoffer på godt og ondt er del af. Her diskuteres i detaljer konsekvenserne af det arabiske forår, det langsigtede forhold mellem OPEC-landene og de gamle kunder i Vest og de nye, særdeles grådige, kunder i Kina og Indien - og Vesteuropas voksende afhængighed af gas-leveringer fra Rusland.

Et helt program - seriens sidste - er helliget spørgsmålet, hvad der sker, hvis den flerårige is fortsætter med at smelte og forudsigelserne om, at der findes små 50 milliarder tønder olie i havbunden omkring Grønland og i Arktis. Her er Danmark en stormagt side om side med USA, Rusland, Canada og Norge og vældige kommercielle og udviklingsmuligheder vil åbne sig, hvis de tusinder af milliarder kroner i potentielle oliegevinster begynder at rulle ind i den grønlandske oliefond. Men vil det, i sidste ende, også betyde Grønlands selvstændighed, og hvor store risici er vi/de villige til at løbe i farvande, hvor en olieforureningskatastrofe vil være fatal og måske let ikke kan inddæmmes.  

En ting er sikkert: Kulbrintemenneskets budskab er ikke til at tage fejl af. Olien og naturgassen vil komme til at spille en voksende rolle i de kommende års sikkerhedspolitik. Med Daniel Yergins ord er der tale om to fortællinger :  den om , hvordan vi sikrer os nok fossile brændstoffer frem til 2030 og den om, hvordan vi gør os fri af dem i 2050. Det gør kulbrintemenneskets fortælling til et dilemma, og oliens fremtid til en udvikling, som med de to tidligere udenrigsministres ord er fyldt med farer og med risiko for, at det bliver den stærkeste, der prøver at sikrer sig adgangen til de svindende reserver. Det kan kaste os ud i konflikter, som på tragisk vis vil minde om dem, der gjorde sidste århundredes til historiens blodigste.