P1 i fængsel
Serie 04. januar 2010 kl. 20:03
på
P1
Mikael Bertelsen var i en uge en del af livet i det åbne statsfængsel Søbysøgaard og beskriver hierarkiet mellem fangerne, spillet mellem de indsatte og ansatte og de uskrevne regler, som man skal følge for at overleve.
- Jeg overnattede i en lille portnerbolig for nattevagter på fængslets område, og efter aftale med Kriminalforsorgen fik jeg udleveret et sæt nøgler, så jeg kunne bevæge mig frit overalt i fængslet - både dag og nat.
- I forhold til TV giver radiomediet nogle muligheder for at komme helt tæt på mennesker. De indsatte som jeg mødte med min båndoptager er blot nogle stemmer i radioen, og derfor kunne de fortælle meget åbent og ærligt om deres liv, uden at det får konsekvenser for deres fremtid udenfor fængslet, fortæller Mikael Bertelsen.
Søbysøgaard er smukt placeret syd for Odense på Fyn. Oprindeligt er det en herregaard fra 1400-tallet, men i 1933 blev den købt af staten og brugt til ungdomsfængsel. Senere blev den taget i brug som åbent fængsel, og i dag er der 134 indsatte og 94 ansatte. Fængslet er kun for mænd. Der afsones alle slags domme - fra vold og narko til bedrageri og manddrab
Bankrøvere malker køer
Søbysøgård er et eksempel på "den moderne strafafsoning", som langt de fleste dømte oplever i Danmark.
- Programmet vil nok udfordre lytterne i deres forestilling om, hvad det vil sige at være i fængsel. Jeg har altid troet at det var meget nemmere at være i et åbent fængsel, end i de lukkede som er omgivet af høje mure. Men det kræver nogle helt særlige sociale færdigheder at kunne begå sig blandt de andre indsatte i et åbent fængsel. Og så var jeg ikke klar over at bankrøvere malker køer i fængslet og at de friske krydderurter i supermarkedet er dyrket af de indsatte, siger Mikael Bertelsen.
Den aflåste frihed
- Du kan se friheden, men du kan ikke gå ud i den. Nøjagtig som en narresut. Sådan betegner en af de indsatte livet i et åbent fængsel.
Der medvirker over 100 ind- og ansatte i serien og i programmerne møder vi bl.a. langtidsfangerne, der fortæller om de bedste måder at snyde systemet på, forhørslederen Lise - som de indsatte kalder "Det Kolde Hjerte", Dan, som fik en dom på 14 år og blev gift med sin sagsbehandler i Horsens, Teddy, der har siddet sammenlagt 22 år i fængsel og fængselsbetjenten fra Iran, der selv har siddet i militærfængsel i Teheran.
Fælles for dem alle er, at de befinder sig bag den usynlige mur på Søbysøgård.