Den menneskelige historie

• Hør udsendelse   (29:50)

Det karakterdrevne drama
- Når vi ser en gangsterfilm der starter med at mafiabossen sidder hos en psykiater og fortæller at han har det skidt, så spærrer vi øjnene op! Det fortæller professor Ib Bindebjerg fra Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet.

Tony Soprano fra serien om The Sopranos er en prototype på nogle af de karakterbeskrivelser der er dukket op i tv-dramaets nye guldalder, dvs. i løbet af de seneste ca. 10 år. Et dumt svin og en brutal stodder af en mafiaboss, der tæver sine modstandere sønder og sammen og skyder forrædere for et godt ord, samtidig med at han passer sin familie, inkl. to teenagebørn … og går til psykiater, fordi han har det svært.

Fælles for de tv-serier der produceres i disse år, er at de er karakterdrevne snarere end plotdrevne. Vi ser serierne, fordi vi engagerer os i og identificerer os med karaktererne. Vi er optaget af hvad der sker med dem og hvordan de udvikler sig, i højere grad end de begivenheder der finder sted omkring dem. Og det er vi, fordi de fra starten er blevet realistisk fremstillet, dvs. som virkelige mennesker der træffer virkelige valg og gør det i tråd med den personskildring vi har af dem.

Mange hovedpersoner
Men ikke nok med det. - Det er også antallet af personer og spillet imellem dem, der gør serierne interessante og realistiske. Virkeligheden er jo også at vi har flere folk omkring os, som alle sammen påvirker måden vi agerer og træffer valg, fortæller Ib Bondebjerg.

Manuskriptforfatter, producer og underviser ved flere skotske universiteter David Griffith, supplerer ved at anføre - … at man gennem at følge mange personer i forskellige lag af samfundet får et billede af ændringer i hele samfundet, og ikke bare følger den enkeltes udviklingsproces.

Samtidig giver antallet af karakterer, som alle har en form for hovedrolle i dramaet, mulighed for at skildre flere samfundslag og kulturelle forskelle, som alle påvirker hinanden. Og beskrive dem på en måde som er troværdig - måske sandfærdig.

I serien The Wire følger man i begyndelsen politiet og narkogangsterne i byen Baltimore - på en måde så ingen af de skildrede personer er entydigt gode eller entydigt onde. Efterhånden som serien udvikler sig over fem sæsoner bliver der føjet flere og flere samfundslag og -grupper til, så man til sidst har været rundt blandt havnearbejdere, skolesystem, byråd og rådhus og lokale avisfolk.

Christian Monggaard, filmredaktør ved dagbladet Information, sammenligner The Wire, med værker af Charles Dickens, som også anskuede samfundet gennem flere karakterer, og kalder sågar The Wire for "fortællingen om en by, Tale of a City" med en parafrase over et af Dickens' hovedværker. Monggaard fortæller ydermere af skaberen af The Wire, David Simon, ud over at være inspireret af de gamle græske dramaer, også har vandret rundt i Baltimores gader, ligesom Dickens gjorde det i London, for at fornemme dén verden. Så han kunne beskrive den loyalt.

Rendyrket karakterdrama
En serie der i dén grad har rendyrket at det er karaktererne og ikke plottet og beguivenhederne, der er drivkraften, er serien In Treatment. Her følger vi psykoanalytiker Paul Weston (spillet af Gabriel Byrne), som sidder hver dag i sit kontor og har samtaler med patienter. Den sammen patient vender tilbage hver uge på samme ugedag, og gennem 9 uger følger vi hver patients terapiforløb i 9 afsnit af 20 minutter. Der sker ingenting i In treatment, ud over at vi hører samtalen mellem patient og terapeut. Al handling skabes i seerens hoved baseret på den samtale vi overværer.

- "Vi ikke kan sige 'sådan har jeg også haft det' til alt hvad der bliver fortalt, men vi kan spejle os i det meste, og forholde os til det. Fordi det handler om mennesker, fortæller Christian Monggard.

I Europa - og Danmark - halter vi noget bagud i troen på at karaktererne kan bære vores drama. Alt for ofte bringer de danske serier ydre begivenheder i spil for at få handlingen til at fungere - et dødsfald, en ulykke, et selvmord - hvor amerikanerne, ifølge David Griffith har taget karakterbolden og er løbet langt, langt op ad banen med den i rendyrkningen af det karakterbårne.

Den moderne murstensroman
I mange reoler rundt om i hjemmene har de store menneskelige fortællinger overtaget murstensromanens plads, og phd Inge Eibye fortæller at hun i dag "… ikke taler med [sine] venner om hvad de læser, men om hvilke serier de ser."

Serierne er også i mange tilfælde bygget op ligesom romaner. Christian Monggaard sammenligner fx The Wires fem sæsoner med et fembinds værk, hvor hvert afsnit så er et kapitel i værket. Det betyder desuden at man er nødty til at se setrien fra starten og afsnittene i rækkefølge for at kunne følge med. Ellers ville det være som at begynde sin læsning midt i På Sporet af Den Tabte Tid af Marcel Proust og tro at man da sagtens kan følge med derfra.

Andre serier, fx House MD (lægeserie med Hugh Laurie i hovedrollen) eller The Good Wife (advokatserie af Tony og Ridley Scott) er afsluttede episoder som egner sig til de kommercielle netværk i USA (ABC, CBS, NBC), mens de lange føljetoner, som fx The Wire, Six Feet Under eller Deadwood, kræver større loyalitet fra seerne. Den loyalitet er til stede på de kabelkanaler, som seerne betaler abonnement for at kunne se.