Ord har det bedst i munden
Taget på ordet 25. juli 2008 kl. 16:10
på
P1
Det var svært at falde i søvn efter lyden og stemmerne på en gammel knitrende LP-plade. Hørespillet med Tintin og historien om en mumie, der søger hævn strøg lige ned i barndommens skrækcenter, fordi det var ord og lyd og det allermest uhyggelige skete, når man skulle fylde hullerne ud med billeder fra sin egen vildtvoksende fantasi.
Ordene har det rigtigt godt, når de kommer i munde. Så bliver de til musik og rytme, der sætter den indre billedskærm på overarbejde og man kan gå og sige de lækre ord for sig selv - bare for at høre lyden: Sycophanter, kandistenor eller hermetikdåse.
I denne udsendelse fortæller Susanna Sommer om ord, der har gjort indtryk - Tom Kristensens ekspressive rå eksplosioner, Inger Christensens sitrende ordsystemer, lyden af Tintin, Thorkild Hansens overvældende nøjagtige registreringer af verden og den canadiske troldmand Leonard Cohen, der går hjerte til at rime på tvivl og smerte på begær, når han fortæller historier fra det hemmelige liv.