Talenter hænger på træerne
Talent på P1 02. juni 2009 kl. 15:03
på
P1
Talent er hvad vi har. Vi har ikke så meget andet i Danmark, men vi har talenter.
Og både i idrætten, i kulturen og i erhvervslivet bliver talenterne forsøgt forvandlet til at være mere end 'bare' talenter. Det er en lang proces, der handler om at spotte dem med størst potentiale, og hjælpe dem med at komme forbi både de fysiske og mentale forhindringer, der kan være.
Talent på P1
I 'Talent på P1' tager vi turen fra den tidlige talent-spotning og helt ind i hovedet på talenterne. Og selvom der er langt fra f.eks en trampolinspringer til en operasanger, så er der også fællestræk i talentudviklingen.
For talenter er som æbler - de hænger på træerne, de skal vandes og gødes og modnes, og så skal de plukkes på det helt rigtige tidspunkt. Skovler man dem bare ned i en spand, så kan det kun blive til en stor uinteressant grød. Der er ikke noget i vejen med æblegrød - det er bare sjovere med lidt afveksling.
Hør og download de fire afsnit af P1 serien Talent.
1:4 Om talent-spotning.
Hør hvordan man definerer begrebet talent og mød en talent-spejder fra en engelsk stor-klub på udkig efter danske fodbold-talenter.
Medvirkende: Konsulent i Team Danmark Stig Eiberg; Psykolog Ole Kyed; Talentspejder for Chelsea FC Bjarne Hansen; Uddannelsesleder Danmarks Designskole Julie Sommerlund
2:4 Om talent-udvikling.
De gør det i sportens verden, i kulturen og i erhvervslivet - udvikler talenter. Og der er fællestræk i talentudviklingen af f.eks trampolin-springere, violinister og Novo Nordisk-direktører.
Medvirkende: Direktør Team Copenhagen Leif Mikkelsen; Prorektor Danmarks Kgl Musikkonservatorium Tim Frederiksen; Juniorlandstræner Trampolin Anette Dalsten; Trampolinspringer Daniel Præst; HR direktør Novo Nordisk Lars Christian Lassen
3:4 Den mentale talentudvikling
Hvis et talent skal foldes helt ud, så handler det om alt det der sker inde i hovedet på talentet.
Det ved de i fodboldklubben FC Midtjylland, og det ved de på operaakademiet i København, og på Statens Teaterskole.
Medvirkende: Skuespiller Niels Anders Thorn; Træner i FC Midtjylland Glen Riddersholm; Coach Jesper Bjerregaard; Forstander på Operaakademiet Anne Margrethe Dahl.
4:4 Talentet som gave
Et talent er en gave, et potentiale man har fået foræret og som man skal behandle ordentligt. Men når et ungt klavertalent pludselig beslutter sig for ikke at gide mere, betyder det ikke at han svigter sit talent. Hør hvorfor talent ikke forpligter.
Medvirkende: tidl. koncertpianist Nikolaj Koppel, Prorektor ved Københavns Universitet Lykke Friis, Erik Sviatchenko FC Midtjylland.
Genudsendelse. Sendt første gang den 9. april 2009.