Her bor dødsindustrien
Den designede død 19. januar 2010 kl. 15:03
på
P1
Alle fortjener en unik begravelse, hedder et slogan fra en bedemandsforretning.
Det er her hos bedemændene, vi køber vores absolut sidste vare. Generationen, som bedemændende begraver i disse år er ikke vant til at flotte sig med specialdesignede urner og utraditionelle begravelses-events.
Pynte døden
Men nye generationer af kunder er på vej: De individuelle; den forkælede generation, der altid har fået hvad de peger på, og som i langt højere grad end hidtil vil stille krav om særlige originale unika-begravelser. Dødsindustrien følger selvfølgelig efter med nye ydelser og varer, som vi kan pynte vores død med.
I en lejlighed i det indre københavn sælger Linda Schjerlund specialdesignede begravelsesurner. Urner formet som fodbolde, skakbrikker eller rødvinsflasker. Kun fantasien sætter grænserne for farver og facon.
Det unikke punktum
4feetunder, som Linda Schjerlunds firma hedder, sælger omkring 600 urner om måneden. De 450 ryger til Tyskland. Resten kommer i jorden i Danmark, Sverige og Norge. Hun mærker en stigende interesse for sine unikke urner, og 4feetunder er et godt eksempel på de forandringer, der er på vej i begravelseskulturen og i bedemandsbranchen.
Et voksende marked for det unikke punktum for livet.
I takt individualiseringen og forandringerne i kulturen og ritualerne omkring vores begravelser, tilpasser bedemændene sig kundernes behov, og nye ydelser og opgaver kommer på hylderne i de danske begravelsesforretinger.
Vi kan shoppe kister, ligtøj og begravelsespynt på Internettet, og bedemændene fungerer i stigende grad som begravelsesplanlæggere i stil med en weddingplanner, fordi flere og flere danskere begraves eller bisættes uden om de kirkelige rammer og ritualer.
Genudsendelse. Sendt første gang den 18. august 2009.