Jakob Ejersbo på bjergvandring i Himalaya
Skønlitteratur på P1 31. oktober 2009 kl. 14:03
på
P1
- Tak til førstelæser Christian Kirk Muff for at hælde benzin på bålet og sparke min røv i laser.
Sådan står der i en note først i Jakob Ejersbos efterladte kæmperoman "Liberty", der udkommer den 4. november.
Vi har inviteret forfatterens gamle ven i studiet, og vi stiller Christian Kirk Muff de oplagte spørgsmål: Hvad er en førstelæser? Hvordan hældte du benzin på Jakobs bål? Og hvordan - og hvorfor - sparkede du hans røv i laser? Men vi spørger også, hvad Jakob Ejersbo var for en person, og hvad han ville med sit forfatterskab.
Nordkraft
Jakob Ejersbo brød igennem med Ålborg-romanen "Nordkraft" i 2002, men allerede i 1994 havde han skrevet de første afsnit af det, der siden skulle blive til hans store Afrika-trilogi, "Eksil", "Revolution" og "Liberty".
De første anslag til historien om udstationerede skandinavere blandt de lokale i Tanzania, handlede om den danske dreng Christian og hans finske ven Jarno, der hælder vodka på oven i en sauna og indånder dampene for at blive fulde - midt ude på den afrikanske savanne. Dén scene er med i "Liberty" - femten år efter at den blev skrevet i første version.
Jakob Ejersbo og hans førstelæser Christian Kirk Muff var i 2002 på bjergvandring i Himalaya, hvor de for alvor drøftede muligheden for at realisere det store romanprojekt om Afrika.
Ejersbo i samtidens litteratur
Skønlitteratur på P1 har bedt litteraturanmelder Erik Skyum Nielsen fra Information om at placere Ejersbos efterladte værk i samtidens litteratur.
Jakob Ejersbo døde i sommeren 2008 som blot 40-årig. Men han efterlod sig en monumental trilogi, hvis tredje og sidste bind udkommer nu, nemlig den 700-sider store roman "Liberty". Med den er Afrika-trilogien fuldbragt efter først "Eksil" og "Revolution".