Verdens undergang - en anden gang...
Skønlitteratur på P1 23. januar 2010 kl. 14:03
på
P1
Verdensreligionerne svælger i det, og litteraturens og ikke mindst filmens verden er fuld af det - de frygtelige fantasier om den yderste dag, hvor jorden går under. De religiøse dommedagsprofeter og kultledere har altid varslet jordens undergang som følge af menneskets moralske fallit - og senest har vi hørt jordskælvet i Haiti omtalt som Guds straf.
Den amerikanske forfatter Cormack McCarthy oplyser ikke hvad det er, der er sket eller hvorfor - men i romanen The Road (Vejen) skildrer han et post-apocalyptisk USA. Kun få overlevende - måske efter en atomkrig, måske en naturkatastrofe? - må hutle sig igennem og overleve i alles kamp mod alle. Mennesket forfalder til kannibalisme, og midt i trøstesløsheden følger vi manden og drengen, der forsøger at opretholde et selvbillede som "gode".
Den bemærkelsesværdige roman er nu filmatiseret, og i den kommende uge har filmen premiere i danske biografer. Skønlitteratur på P1 gik i biografen og har set nærmere på dommedagsvisionen i den amerikanske litteratur.
De danske Nobelpristabere
I 1917 delte den moderne gennembrudsmand Henrik Pontoppidan Nobelprisen i llitteratur med den mere nationalkonservative (og glemte og ukendte og ulæste!) Karl Gjellerup. Igen i 1944 gik prisen til Danmark, nemlig Johannes V. Jensen. Men siden har vi ikke været i nærheden. Eller har vi?
I en ny bog løfter Aage Jørgensen sløret for, hvilke danske forfattere der har været under overvejelse til den fornemme pris, og han kan bl.a. fortælle hvorfor Karen Blixen ikke fik den pris, som hun på mange måder var favorit til. Karen Blixen er måske Danmarks mest oplagte Nobelpris-taber, men faktisk var en anden dansk forfatter tættere på prisen end baronessen, nemlig Georg Brandes.
Aage Jørgensen folder historien ud i en ny bog - og i en samtale i ugens udsendelse.